



Søndag skulle OB og Viborg FF teste forud for den kommende sæson.
Kampen blev spillet på Nature Energy Park, og de fremmødte OB-fans fik sig en god oplevelse.
Allerede efter ni minutter blev den nye OB-angriber Mohamed Buya Turay spillet fri, og så kunne han sætte bolden i mål, efter at han havde driblet forbi Viborg-keeper Lucas Lund.
Herefter skulle vi helt frem til overtiden af første halvleg, før det næste mål faldt.
Emmanuel Sabbi blev spillet fri af en Viborg-spiller efter en dårlig clearing, og så kunne den amerikanske offensivspiller brage bolden i målet lidt uden for feltet.
Det var også OB, der gjorde det bedst i anden halvleg, og allerede 10 minutter efter pausen stod der 3-0 på måltavlen.
Charly Nouck Hornemann tog en flot tur efter en omstillingschance, og så sendte han selv bolden i kassen.
Få minutter senere var OB-talentet igen på pletten.
Denne gang blev han spillet fri i venstre side, og så trak han bolden ind i feltet og skød den ind i det korte hjørne.
Det blev kampens sidste scoring, og fynboerne kunne derfor krone en god indsats med en sejr på 4-0 over Viborg.

OB
Viborg FF
Træningskampe

























