






Torsdag eftermiddag spillede OB årets anden testkamp.
Modstanderen var CampoBet 2. Divisionsklubben Skive IK, der havde taget turen til Ådalen.
Første mål blev sat ind af Skive, som efter 11 minutter fandt netmaskerne. Det var Gustav Callø, der var i målscorerens rolle efter et cutback.
Det var dog fynboerne, som gik til pause med føringen, for 39 minutter inde i kampen stangede Jona Niemiec et glimrende indlæg fra Rasmus Falk i mål.
Bare fem minutters senere var det Julius Berthel Askous, der scorede, og så var OB foran med 2-1.
Artiklen fortsætter efter billedet

Skive var dog ikke færdige med at bide fra sig, for i starten af anden halvleg udlignede Mads Jørgensen, da han med et drøn fra distancen passerede Theo Sander og gjorde det til 2-2.
Målene fortsatte i en lind strøm for bare få minutter senere blev det både 3-2 og 4-2 til OB.
Først scorede Bjørn Paulsen, da han dukkede op på bagerste stolpe og prikkede kuglen i kassen, mens Gustav Grubbe kanonerede den ind til 4-2.
Kampens sidste mål blev sat ind efter 83 minutter, hvor Noah Ganaus scorede til 5-2.
Fynboerne tager mandag på træningslejr i Spanien, hvor de spiller testkampe mod Piast fra Polen og Kryvbas fra Ukraine, inden de åbner foråret mod AGF d. 6. februar.

OB
Skive IK
Træningskampe




































