Efter efterårssæsonen i 2. division Øst har bold.dk snakket med trænerne i de forskellige klubber, og i den forbindelse blev de alle spurgt til deres oprykningsfavorit i denne sæson.
Overordnet set er der blandt Øst-trænerne stor enighed om, at denne sæsons oprykker bliver FC Helsingør, som fører rækken i vinterpausen efter 36 point i 15 kampe.
14 af de 16 adspurgte trænere har således peget på FC Helsingør, som lige nu fører rækken med to point ned til Frem, mens Avarta, Hvidovre, HIK og Fremad Amager følger efter.
- FC Helsingør har den bedste trup både offensivt og defensivt. De spiller det bedste fodbold sammen med Avarta og Hvidovre. De er meget underholdende at se på, siger Avedøre-træner Jan Christensen.
- Jeg tror stadig på, at FC Helsingør tager oprykningspladsen. Jeg synes, de ser uhyggeligt stærke ud qua deres bredde. Jeg mener godt, vi kan spille med dem, hvis vi rammer vores ypperste, udtaler Frems træner Henrik Gundersen, mens Holbæks træner Stefan Håkansson konkluderer, at FC Helsingør har gode spillere på alle pladser.
De eneste trænere som ikke har peget på Helsingør, er førerholdets egen træner Christian Lønstrup, som ikke ville udpege en favorit, mens den tidligere Hvidovre-træner Per Nielsen tror på, at Hvidovre kan overhale Helsingør i løbet af foråret, hvor han kalder den indbyrdes kamp i første runde af foråret som afgørende.
Mange trænere gav også deres bud på en outsider til oprykningen, og her pegede langt de fleste på Hvidovre, selvom både Avarta og Frem har flere point end nedrykkerne.
Selvom Frem ligger nummer to er tiltroen på Valby-klubben ikke stor, og velspillende og flittigt scorende Avarta tror de færreste på, kan stå distancen i foråret.
Flere trænere pegede i øvrigt på Rishøj som den store negative overraskelse i efteråret. Rishøj overvintrer på 12. pladsen i rækken.
mikkel@bold.dk