Den tidligere Lyngby-træner Thomas Nørgaard overtager trænersædet i 2. divisionsklubben B93.
Det oplyser klubben mandag i en pressemeddelelse, hvor det meldes, at 37-årige Nørgaard får en kontrakt, der løber til 2022.
- Vi er stolte af at kunne tiltrække en kapacitet som Thomas Nørgaard til at stå i spidsen for klubbens 2. divisionshold. Jeg er helt overbevist om, at Thomas er det helt rigtig match i relation til at kunne bringe 1. herresenior og klubben videre til det næste skridt i udviklingen, lyder det fra formanden for B93's professionelle afdeling, Lars Luthjohan Jensen, der fortsætter:
- Vi har en meget spændende trup med unge spillere, som er rekrutteret primært fra vores eget akademi. Nu er tiden kommet til at få skabt en tydelig struktur og et klart udtryk, som på sigt vil skabe de resultater, som hidtil er udeblevet.
- Thomas vil få en helt central rolle i klubbens udvikling rent sportsligt, og jeg tror, at det netop er en af de faktorer, som har gjort at Thomas har valgt B.93 frem for en af flere højere rangerede klubber, som var interesseret i at tilknytte ham.
Thomas Nørgaard stod i spidsen for Lyngby, som rykkede ned fra Superligaen i 2018. Nørgaard var chef i Lyngby fra oktober 2017, da han blev forfremmet til cheftræner efter at have været assistent for David Nielsen, der tog til AGF.
Nørgaard har tidligere også været træner for AB i 1. division. I B93 erstatter han Danny Jung som træner.



B.93
CampoBet 2. division


































