Patrick Banggaard vender hjem til dansk fodbold efter en årrække i tysk, hollandsk og cypriotisk fodbold. Han har således skrevet kontrakt i SønderjyskE.
Den tidligere FC Midtjylland-forsvarsspiller har sat sin signatur på en aftale, der kan holde ham i Haderslev i de kommende fire år.
Han bliver samtidig genforenet med Glen Riddersholm, der var hans træner i FC Midtjylland.
- Jeg er meget glad for at have skrevet kontrakt i SønderjyskE. Klubben har et godt setup, og det er en hårdtarbejdende klub, som går 100 procent ind i tingene, og det er noget, jeg også selv sætter stor pris på.
- Forhåbentligt kan jeg være med til at hjælpe klubben i en positiv retning, siger Patrick Banggaard til klubbens hjemmeside.
Banggaard har spillet i Darmstadt, Roda og Pafos, siden han forlod FCM i 2017.


Sønderjyske
Darmstadt
Pafos FC
3F Superliga































