Christian Sørensen er fortid i FC København.
Venstrebacken er blevet købt af FC Midtjylland, som henter tiltrængt forstærkning til en plads, hvor de lige nu er ramt af skader.
Den 32-årige forsvarsspiller har haft nogle travle dage.
Onsdag sad han på bænken under FC Københavns Conference League-kamp onsdag aften, og torsdag formiddag er han altså blevet præsenteret som ny FC Midtjylland-spiller.
Sørensen har underskrevet en treårig kontrakt, hvilket holder ham i det midtjyske frem til sommeren 2027.
Sørensen nåede to år i FCK-trøjen, hvor han i alt noterede sig for 61 kampe, tre mål og 13 oplæg. Han er glad for sin tid i klubben.
- At spille for F.C. København har på mange måder været en stor drøm.
- Det var ikke noget, jeg troede var muligt for bare få år tilbage, så jeg er meget stolt af alt det, jeg har været med til her. Det var været stort at repræsentere Skandinaviens største klub og være med til at vinde et mesterskab og en pokaltitel.
- Der skal lyde en stor tak til alle de folk, jeg har mødt i min dagligdag på træningsanlægget og i Parken. Og selvfølgelig tak til de fans, som har bakket holdet op hele tiden.
- Jeg har ønsket mere spilletid, end tilfældet har været. Samtidig kommer jeg tættere på familien, og det glæder vi os også over som familie, siger han til FC Københavns hjemmeside.
Sørensen var med til at vinde det danske mesterskab og pokalturneringen i 2022/23-sæsonen.
Sørensen, som tidligere har været hos FCM's ærkerivaler Viborg FF, kan allerede få debut fredag aften, hvor FC Midtjylland møder Vejle Boldklub hjemme på MCH Arena.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
FC København
3F Superliga




































