FC Midtjylland forstærker sig med en stor portion fodboldkyndighed.
Mandag eftermiddag er Simon Kjær nemlig blevet valgt ind i klubbens bestyrelse på en ekstraordinær generalforsamling.
Det oplyser de danske mestre i en pressemeddelelse.
- Simon bringer ikke blot et stærkt fodboldmæssigt CV, men også et internationalt netværk og en dyb indsigt i, hvordan eliteklubber arbejder strategisk med talentudvikling, organisation og forretningsudvikling, siger arbejdende bestyrelsesformand Claus Steinlein og fortsætter:
- Simon besidder et enestående kendskab til fodboldverdenen på internationalt niveau. Han har fra indersiden oplevet, hvordan eliteklubber strukturerer deres organisationer, bygger stærke talentstrategier og skaber en vinderkultur. De indsigter og det netværk vil være værdifulde, når vi fortsætter med at udvikle FC Midtjylland.
Artiklen fortsætter efter billedet

Også 54-årige Tina Ebler, der har erfaring fra ledelse, organisationsudvikling og strategi i både nationale og internationale virksomheder, indtræder i FC Midtjyllands bestyrelse. Hun er hospitalsdirektør i Region Midtjylland.
Den tidligere FCM-spiller og anfører for det danske landshold Simon Kjær bliver således genforenet med klubben, han forlod i 2008 til fordel for Palermo, hvorfra han kickstartede en lang og glorværdig karriere, der også sluttede i udlandet.
Et gensyn bliver det også med Claus Steinlein.
I efteråret sagde midtjydernes fodboldboss farvel til sit syv år lange embede som CEO for FCM og goddag til den ypperste stilling i klubben som arbejdende bestyrelsesformand og administrerende direktør for The Football Collective.
Det er selskabet, Anders Holch Povlsens investeringsselskab Heartland har oprettet til at eje FC Midtjylland og søsterklubben Mafra i Portugal.
Claus Steinlein og Simon Kjærs relation går adskillige år tilbage, og førstnævnte har før tænkt tanken om at få forsvarsspilleren til Heden for at slutte karrieren i FCM.
Men det nåede Simon Kjær aldrig.
I januar annoncerede han sit karrierestop efter 132 kampe for det danske landshold i perioden fra 2009 til 2024.
Han nåede at repræsentere adresser som Roma, Wolfsburg, Lille, Fenerbahce, Sevilla, Atalanta og senest Milan på klubplan.
Til daglig bor han med sin familie i Italien.
Claus Steinlein har været synonym med FC Midtjylland siden klubbens stiftelse for 25 år siden. Skikkelser tæt på den altid optimistiske fodboldboss tager dig her med på rejsen frem mod bornholmerens succes, der nu er kulmineret med et formandskab.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
3F Superliga





































