Oliver Christensen har fået fuld spilletid for OB i starten af denne sæson, og den unge keeper håber på, at det blot er starten på en lang OB-karriere.
Christensen, som har afløst de seneste sæsoners store OB-profil, Sten Grytebust, er taknemmelig for den tillid, han er blevet vist i denne sæson.
- OB er en stor og ambitiøs klub, så jeg er selvfølgelig rigtig stolt af, at trænerteamet har satset og troet på mig, siger Christensen til bold.dk.
- Jeg føler også, jeg har bevist, jeg har niveauet til at spille i Superligaen, og jeg er både sindssygt glad for og stolt af at være førstemålmand i OB.
- Jeg går efter at spille fast for OB i mange år, og når jeg forhåbentlig har stået her i en masse kampe, håber jeg da på, at det en dag kan blive til endnu mere end det.
20-årige Christensen, som vogtede buret og reddede et straffespark, da det danske U21-landshold i denne uge slog Rumænien, ved, at han fortsat kan udvikle sig mere som målmand.
- Vi har været i gang i to måneder, og det er jo i princippet de første måneder af min seniorkarriere, og mens jeg er meget tilfreds, er der samtidig en masse ting, jeg kan og skal bygge på, og jeg kan hele tiden blive bedre.
- Jeg arbejder hver dag på at udvikle mig, men jeg føler også, at jeg rykker mig for hver kamp, jeg får på dette niveau - både med OB og U21-landsholdet, siger Christensen til bold.dk.
Oliver Christensen har holdt buret rent i fire af årets otte Superliga-kampe for OB.



OB
3F Superliga































