Oliver Kahn kan være på vej til at gøre en opsigtsvækkende investering.
Den legendariske keeper forhandler i øjeblikket med franske Bordeaux om et køb af en større del af klubben.
Det bekræfter han over for Bild.
- Forhandlingerne om en mulig indtræden i Girondins de Bordeaux er i de tidlige stadier. Der er ikke mere at sige på nuværende tidspunkt, fortæller den forhenværende Bayern München-målmand.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bordeaux måtte i sommer indgive konkursbegæring, og som en konsekvens deraf blev traditionsklubben tvangsnedrykket til den fjerde bedste række i Frankrig.
Oliver Kahn blev i sommeren 2023 fyret fra sin tjans som direktør i Bayern, hvor han mellem 1994 og 2008 spillede hele 632 kampe.
Den nu 55-årige tysker vandt et hav af titler i klubben, herunder otte tyske mesterskaber og en Champions League-triumf.
Kahn vandt karrierens første pokal i 1996, da Bayern slog netop Bordeaux i UEFA Cup-finalen med en samlet 5-1-sejr.

Bordeaux



































