

Det gik ikke stille for sig, da FC Midtjylland og Viborg FF tørnede sammen i det midtjyske derby lørdag aften.
Flere episoder før og efter kampen fik Midt- og Vestjyllands Politi i aktion.
Efter kampen forsøgte en gruppe FC Midtjylland-fans at komme hen til de busser, som skulle køre Viborgs tilhængere tilbage til domkirkebyen. Det satte politiet dog en stopper for.
Det fortæller Viggo Rækby, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til Bold.
– De forsøgte at komme over til Viborgs fans for at komme i clinch med dem. Der lagde politiet sig imellem. I den forbindelse blev der også trukket stave for at få dem væk.
– Det lykkedes. Så den onde vilje var der i går. Begge parter ville gerne søge konfrontationen, lyder det fra vagtchefen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dagen derpå fortæller han, at der var en ond stemning blandt de to fangrupperinger.
Politiet var derfor nødt til at trække stavene, og de endte også med at blive brugt.
– Hvis de ikke efterkommer de påbud og anvisninger, som de får, så går vi lidt op ad magtbarometeret. Til sidst bliver stavene trukket, og hvis de ikke følger anvisningerne og går væk, bliver stavene anvendt.
– Jeg har oplysninger om, at der i hvert fald var én, som blev ramt af slag med stavene. Men hvor meget eller hvor lidt er jeg ikke klar over.
Der var omkring 40 hollandske fans, som var på besøg for at støtte FC Midtjylland. Det skulle være en af dem, som fik med staven.
– Det er det, som jeg har hørt. Men det er ikke noget, som jeg har fået bekræftet, siger Viggo Rækby.
Ældre dame ramt af Viborg-fans
Inden kampen opstod der ligeledes en episode, som Midt- og Vestjyllands Politi er ærgerlig over.
Herning Folkeblad kunne berette, at en 79-årig dame kom galt afsted, da en Viborg-fan kastede et kanonslag ind i det busskur, som damen sad i.
Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi til Bold.
– Vi havde den her lidt uheldige episode før kampen nede i midtbyen, hvor nogle Viborg-fans, da de ankom med bus, fik smidt et kanonslag ind i et busskur. Der sad så en ældre dame.
– Det splintredes, og hun kom lettere til skade. Det var dårlig stil og ret uheldigt, siger vagtchef Viggo Rækby og tilføjer, at man ikke har fundet gerningsmanden endnu.
– Vi ville selvfølgelig gerne have, at der var nogen, som kom med nogle oplysninger. Men de er ikke så meddelsomme i det her miljø. De dækker lidt over hinanden.
Midt- og Vestjyllands Politi afslutter med, at det efter de førnævnte episoder har været roligt i det midtjyske.
Men vagtchef Viggo Rækby mener alligevel, at der skete for meget i forbindelse med det midtjyske derby.
– I forhold til vores norm var det mere end normalt. Det er ikke normalt, at vi er nødt til at trække stave. Så på vores breddegrader er det over normalen de udfordringer, som vi oplevede i går.
Der skete også en episode i forbindelse med kampen, som skabte stor utilfredshed i Viborg FF-lejren.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

FC Midtjylland
Viborg FF
3F Superliga






































