Danmarksserien -Oprykkede Ringkøbing vil i oprykningsspillet
2017-06-13 12:31:01
Foto: Henrik Olesen/Ringkøbing IF

Oprykkede Ringkøbing vil i oprykningsspillet

Vestjyske Ringkøbing IF er tilbage i 2. division, og ambitionen er ifølge cheftræner Nicolai Wael at ryge med i oprykningsspillet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

To år efter nedrykningen til Danmarksserien er vestjyske Ringkøbing IF tilbage i 2. divisionerne efter en hårdt fight med fynske Tarup/Pårup om førstepladsen i pulje 3.

Og modsat det fleste oprykkere til 2. division er det en veletableret og meget ambitiøs klub, der er strøget op i den tredjebedste række.

- Vi har haft 500-600 tilskuere i snit i Danmarksserien. Og da vi rykkede op forleden, var der 800 mennesker trods regnvejr og havgus. Det stod ned i stænger, men folk mødte op alligevel. Det siger noget om vores potentiale, siger cheftræner Nicolai Wael til bold.dk.

Wael har udover sin omfangsrige aktive karriere også været cheftræner i Vejle og Fredericia i 1. division, og udover også stor erfaring på direktørkontoret, hvor Michael Hansen passer den mere kommercielle del af forretningen.

Den tidligere RIF-træner Jens Nielsen er sportschef, og på banen agerer den 38-årige Superliga-legende Hans Henrik Andreasen både midtbaneprofil og assistenttræner.

- Vi er på mange måder en 2. divisionsklub, der har spillet i Danmarksserien. Truppen indeholder en god blanding af rutine fra et højere niveau og unge, dygtige spillere på vej frem. Det er fedt at være en del af, siger Wael, der har været cheftræner i klubben i halvandet års tid.

Opgaven i første halvsæson var at reddede holdet fra degradering til Jyllandsserien – og i denne skulle man så op.

- Vi har kørt et tæt parløb med Tarup/Pårup i det meste af sæsonen, og de tre indbyrdes opgør har egentligt været forskellen mellem os. Selvom vi er etablerede, har det været en meget hård sæson.

- 90 procent af vores modstandere har parkeret bussen, og for de fleste har det været noget ekstra motiverende at komme ud til os at spille for vores mange tilskuere i stedet for 75 eller 100 mennesker andre steder.

- Med kun en oprykningsplads har der ikke været plads til mange svipsere, og det har vi heldigvis heller ikke haft. Det har været hårdt og udfordrende, men også sindssygt fedt at være en del af, siger Wael.

Wael vil i top 12

Ringkøbings målsætning er modsat den gængse oprykker lidt højere end bare at overleve i 2. division. 

- Vores ambition er at komme med i oprykningsspillet. Det vil give os en enorm ro og tryghed. Vi har en forholdsvis stor omsætning og økonomi, og det vil betyde, at vi kan planlægge lidt længere ud i fremtiden.

- Vi går efter oprykningsspillet, men dermed ikke sagt, at vi derefter nødvendigvis skal spille med om oprykning. Vi skal også være realistiske. Der er rigtige mange gode hold – især de københavnske – så det bliver hård kost for os, hvis vi kommer med.

Ringkøbing kan formentligt se frem til at ryge i pulje med hold som Aarhus Fremad, Kolding IF, Kjellerup, Jammerbugt, Odder, VSK Aarhus og ligeledes oprykkede Lyseng i efteråret.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce