2024-05-11 15:27:42

O'Riley fik Old Firm-hovedrolle i vital titelkamp

Danske Matt O'Riley scorede og brændte straffe, da Celtic vandt sæsonens sidste Old Firm mod Rangers med 2-1 og spillede sig millimeter fra endnu et skotsk mesterskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Premiership - 36. runde

FT

CEL

2 - 1

RAN

35'
10
Matthew O'Riley
Mål
38'
20
John Lundstram
Selvmål
40'
21
Cyriel Dessers
Mål
45'
21
John Lundstram
Rødt kort
55'
21
Matthew O'Riley
Brændt straffe

For fjerde og sidste gang i denne sæson stod Celtic og Rangers lørdag over for hinanden i det traditionsrige Old Firm.

Celtic har haft overhånden med to sejre, inden det senest endte 3-3 i en vanvidskamp på Ibrox i det vestlige Glasgow.

Inden opgøret var det også de forsvarende skotske mestre, som havde teten i tabellen med et forspring på tre point.

Kunne det overtag bibeholdes med endnu en sejr, ville Celtic kunne spille sig millimeter fra tredje mesterskab på stribe og det 54. i alt.

En sejr i derbyet ville nemlig sende Celtic seks point i front med en bedre målscore, som afhængigt af en sejrs størrelse ville være på minimum syv mål.

Dansk mål i hæsblæsende første halvleg
Celtic kom blæsende ud, og allerede efter et minut var det lige ved at tvinge et selvmål af sig.

Jack Butland diskede dog op med en klasseredning i Rangers-kassen og forhindrede et tidligt dødsstød.

Artiklen fortsætter efter billedet

Premiership -O'Riley fik Old Firm-hovedrolle i vital titelkamp
Foto: Ed Sykes/Reuters/Ritzau Scanpix

Matt O’Riley var næste mand til at være farlig, da den 23-årige dansker i kampens niende minut sendte et frispark lige forbi den ene opstander.

Rangers kom herefter bedre med, men med ti minutter igen af første halvleg fik O’Riley chancen på ny.

Den landsholdsaktuelle midtbanespiller kom til skud fra kanten af feltet, og med en flad afslutning til venstre uden for Butlands rækkevidde sendte han Celtic på guldkurs.

Målet var O’Rileys 15. i Premiership, og med 12 oplæg på kontoen var han dermed den spiller i ligaen med flest målinvolveringer.

Bare tre minutter senere hjalp Rangers-profilen John Lundstram så værterne yderligere på vej, da den 30-årige englænder klodset sendte et fladt indlæg i eget mål.

Udeholdet lod sig dog ikke slå ud.

For under fem minutter efter kampens første mål kom det tredje, da nigerianske Cyriel Dessers steg til vejrs i Celtic-feltet og reducerede til 1-2.

Desværre for Rangers kostede John Lundstram lige lovligt meget i den vitale kamp, da midtbanebanen fuldstændig unødvendigt gik ned i en tackling på canadiske Alistair Johnston på Celtics banehalvdel lige før pausen.

I første omgang blev han kun præsenteret for et gult kort, men da gengivelserne viste, at stemplingen var med strakt fod lige over anklen, greb VAR ind.

Dermed sluttede den hektiske halvleg med et direkte rødt kort til Rangers.

O’Riley i fokus igen igen 
Med ti mand var der ikke meget, der pegede i retning af et Rangers-comeback, da anden halvleg blev skudt i gang.

Og det var da også Celtic, der udnyttede overtallet til at jagte et afgørende tredje mål.

I det 54. minut var Matt O’Riley atter hovedpersonen, da han blev kantet i feltet af den tidligere FC Nordsjælland-profil Mohamed Diomande.

Fløjten lød, men der skulle et VAR-check til, før dommeren var helt overbevist om, at danskeren ikke lod sig falde for let.

O’Riley tog sig selv af sparket fra de 11 meter, og han forsøgte at sætte den til venstre for Butland som ved 1-0-målet, men denne gang vandt englænderen duellen.

Herefter holdt Rangers stand langt hen ad vejen og truede også Celtic et par gange.

Men Celtic var farligst, og det blev vist med et par minutter igen med en tredje scoring.

Den blev sat i nettet af japanske Daizen Maeda, men flaget kom hurtigt i vejret grundet en offside, og dermed blev det ved 2-1 til Celtic.

Matt O'Riley og co. spillede sig dermed på 87 point, hvilket altså er seks mere end Rangers, og med en målscore, der er syv bedre, skal meget gå galt for Celtic i de sidste to kampe.

Her møder de Kilmarnock ude, mens St. Mirren kommer på besøg i sidste runde.

Rangers får næste gang besøg af Dundee og slutter af ude mod Hearts.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Premiership - 36. runde

FT

CEL

2 - 1

RAN

35'
10
Matthew O'Riley
Mål
38'
20
John Lundstram
Selvmål
40'
21
Cyriel Dessers
Mål
45'
21
John Lundstram
Rødt kort
55'
21
Matthew O'Riley
Brændt straffe
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce