



Oskar Buur blev i sommer vejet og fundet for let i AGF, hvorefter han rykkede til Brabrand, som netop var rykket op i den næstbedste danske række.
Der nåede han dog ikke at være særlig længe, før engelske Wolverhampton på en eller anden måde fik øje på ham og hentede ham til klubben.
Siden da har den 20-årige dansker hovedsageligt spillet for klubbens U23-hold, men fik i september førsteholdsdebut i en Liga Cup-kamp mod Bristol.
Championship-debuten har derimod ladet vente på sig, men tirsdag aften kom den.
Den danske back var udtaget til kampen imod Hull, og efter 70 minutter blev den vragede AGF'er sendt på banen i stedet for Diogo Jota, som tidligere i opgøret havde bragt Wolverhampton på 1-0 på straffespark.
Hull udlignede føringsmålet allerede inden pausen, og derfor var Wolverhampton, som fører rækken, altså på jagt efter sejr, da Oskar Buur blev sendt i spil.
Ni minutter efter indskiftningen måtte Buur dog se gæsterne fra Hull bringe sig foran 2-1, da Ryan Bennett sendte bolden i eget net, men den unge back havde ikke tænkt sig at tabe i sin debut.
Efter 83 minutter blev han spillet fri i feltet og headede bolden forbi Allan McGregor i Hull-kassen, og dermed var drømmedebuten altså en realitet.
Oskar Buur sørgede for, at Wolves fik sig et enkelt point, hvilket betyder, at klubben nu har fem point ned til forfølgerne i den absolutte Championship-top.


Wolverhampton
Hull
Championship
































