Det er endnu uvist, hvornår, hvordan og om 2. division kommer i gang igen i denne sæson, men lige nu arbejder Divisionsforeningen med en model, der betyder, at klubberne skal spille 11 kampe for at afgøre sagerne.
Det drejer sig om de fem sidste runder i grundspillet og derefter seks kampe i enten op- eller nedrykningsspillet. Den model er især otte klubber imod.
Det fremgår af en mail, som Ringkøbing IF, FC Helsingør, FA 2000, Brønshøj Boldklub, Slagelse B&I, Vanløse IF, FC Sydvest og Holbæk B&I har sendt til Divisionsforeningen, og som bold.dk er i besiddelse af.
Hvis 2. division skal afgøres med 11 runder, skal juli tages i brug, og det er de otte klubber meget imod, fordi langt de fleste spillere i 2. division er amatørspillere.
- Holdenes indbyrdes niveauforskel risikerer på denne baggrund at forskydes fra runde til runde. Er modstanderens målmand eller topscorer på ferie/flyttet fra byen/skiftet klub, når man mødes, eller er han ikke. Dette medfører, at rækken i stort omfang vil blive afgjort af faktorer, der ligger uden for banen, skriver de otte klubber i mailen.
En løsning
Klubberne mener, at modellen vil udvande 2. divisions integritet, og at det bør overvejes, om det er sportsligt fair at afgøre sæsonen på den måde. Derudover mener klubberne, at et testprogram vil belaste klubberne økonomisk. Derfor har de fremlagt et forslag om, hvordan 2. division skal afgøres.
- Nuværende stilling fastfryses, dog således at ingen klubbers skæbner vil blive negativt påvirket af covid-19, skriver klubberne.
I praksis vil det betyde, at ingen rykker ud af 2. division, at de tre nedrykkere fra 1. division kommer ned, og at man finder fire hold fra Danmarksserien, der rykker op, så 2. division i næste sæson består af 30 hold – og så skal man i øvrigt finde en oprykker.
Sidstnævnte har klubberne i deres brev ingen løsning på. En af medunderskriverne, Ringkøbing IF, som er repræsenteret ved sin juridiske rådgiver Andreas Leidesdorff der er tidligere formand i klubben, kan heller ikke for alvor svare på, hvordan de otte klubber mener, det skal afgøres.
- Vi har ikke nogen holdning til, om man på en eller anden måde kan afgøre det i et playoff-setup. Det vil dog være en ændring af turneringen, så derfor tror jeg ikke, det kommer igennem. Hvis man ikke kan afvikle flere kampe, har jeg svært ved at se, hvordan det ikke skal være FC Helsingør, der rykker op, eftersom det er dem, der har flest point, siger Leidesdorff til bold.dk.
- Argumentet imod den mulighed er, at styrkeforholdet mellem FC Helsingør og Aarhus Fremad ikke er afprøvet, og derfor kan de have en pointe i at sige, at det skal ske, før der er en oprykker, siger Leidesdorff.
Modstridende meldinger
Muligheden med FC Helsingør som direkte oprykker strider dog mod en analogi, som klubberne præsenterer i slutningen af deres brev. Her skriver klubberne:
'Såfremt en kamp afbrydes af uvejr, er det normen, at kampes genstartes en anden dag. Ikke at det hold, som måtte føre på tidspunktet for afbrydelsen kåres som vinder. På samme måde bør man ved en afbrudt sæson forholde sig til, om det virkelig er det mest sportslige, at nuværende stilling nu også bør fastholdes.'
Der er altså divergerende meldinger i brevet og i de holdninger, klubberne ellers har – og Leidesdorff anerkender, at analogien strider mod, at FC Helsingør skal rykke op.
- Det kan man sige, men vi lægger os ikke fast på, hvem der skal rykkes op. Vi siger, man bør skæve til, hvad man gør, hvis en kamp bliver afbrudt. Det vil ikke være at spille så meget færdig, som man nu kan nå. Der er en problematik i forhold til oprykning.
- Jeg tror næsten, man kan garantere, at det ender i en eller anden form for retslig afgørelse, for den, der ikke rykker op, har måske en sag. Men det vil jeg ikke forholde mig så meget til. Jeg udtaler mig på vegne af Ringkøbing, siger Leidesdorff og slår fast, at klubberne skal med på råd.
Ringkøbing er lige nu en af de klubber, der ville rykke ned, hvis man skulle fastfryse sæsonen og rykke fem klubber ned, og derfor kæmper vestjyderne en ihærdig kamp.
- Der er rigtig mange holdninger til, hvad det mest sportslige er. Hvis vi spiller fem kampe mere, har vi spillet to tredjedele af sæsonen, og vi mener ikke, at man på den baggrund kan rykke klubber ned. Vi ved, det er enormt subjektivt, men alle klubber kæmper deres egen sag, siger Leidesdorff.
Han understreger desuden, at eventuelt store udgifter til tests er urealistisk i 2. division, hvor klubbernes økonomi balancerer på en knivsæg.
Divisionsforeningen har lige nu ingen kommentarer til ovenstående, som faktisk er foranlediget af Divisionsforeningens udmelding om, at der venter en afgørelse i næste uge.