VM -Oversigt: Potentielt drama i gruppe F
2018-06-27 14:00:01
Foto: Getty Images

Oversigt: Potentielt drama i gruppe F

Der er lagt op til en potentiel gyserafslutning i VM's gruppe F, hvor tre hold kan ende på seks point efter onsdagens kampe.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Onsdag klokken 16.00 spilles de sidste to kampe i VM's gruppe F, når Sydkorea møder Tyskland, mens Mexico og Sverige krydser klinger andetsteds.

Før kampene topper Mexico gruppen med seks point for to kampe, men hvis Sverige besejrer mexicanerne, mens Tyskland slår Sydkorea, ender Mexico, Sverige og Tyskland alle på seks point.

Sker det, vil det hold, som har den bedste målscore slutte på førstepladsen, mens holdet med den næstbedste målscore slutter nummer to.

Sker det, at et eller flere hold slutter med samme antal point og samme målscore, vil man gå ind at se på indbyrdes opgør. Her har Mexico besejret Tyskland med 1-0, mens Tyskland har besejret Sverige med 2-1.

Vinder Sverige eksempelvis med 2-1 over Mexico, mens Tyskland slår Sydkorea med samme cifre, ender alle tre hold på seks point og en målscore på 4-3.

I så fald ryger Mexico ud, da Mexico i de indbyrdes opgør mellem de tre hold har en målscore på 2-2, mens både Sverige og Tyskland har en målscore på 3-3 og dermed går videre på reglen om flest scorede mål.

I så fald vil fair play-reglen afgøre, om det er Tyskland eller Sverige, som slutter på førstepladsen.

Altså vil det hold, som har fået færrest advarsler og udvisninger ende som nummer et, og her 'fører' Sverige lige nu, da holdet efter to kampe har tre gule kort, mens Tyskland har tre gule kort og en udvisning til Jerome Boateng efter to advarsler.

Ender de to hold med samme antal advarsler og point, vil det blive afgjort ved lodtrækning, hvilket hold, som slutter som nummer et.

Mens der kan blive hård kamp om førstepladsen i gruppen, kan der potentielt også blive drama om andenpladsen. For hvis Sydkorea besejrer Tyskland, mens Mexico slår Sverige, ender Mexico med ni point, mens de tre øvrige hold slutter på tre point.

I så fald gælder de samme regler som de førnævnte med førstepladsen – altså målscore først, dernæst de indbyrdes kampe, inden fair play-reglen i sidste ende bliver afgørende.

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce