Parma har udfordringer med skader i angrebet, og senest er Roberto Inglese blevet tilføjet lazarettet i den italienske klub.
Dermed er Andreas Cornelius den eneste skadesfri angriber, og cheftræner Roberto D'Aversa vil passe godt på danskeren.
- Andreas er i god form, og i de seneste tre kampe var det hele tiden meningen at give ham og Roberto Inglese minutter, siger D'Aversa ifølge football-italia.net.
- Det er klart, at vi skal tage os godt af ham, for han er den eneste angriber, vi har til rådighed. Jeg håber, han spiller en god kamp.
- Jeg valgte at spille med Inglese mod Juventus på grund af hans kompetencer, og han var i god forfatning. Nu skal vi holde Cornelius i en krystalboble, siger træneren.
28-årige Roberto Inglese er blevet opereret i låret og frygtes ude i resten af sæsonen.
Parma møder søndag Udinese i Serie A.


Serie A































