2023-12-18 07:30:00

Pavlovic-præsentation eksploderede: Det var sygt pinligt

Bag 18. låge i bold.dk's julekalender vender vi blikket mod Andrija Pavlovic. Den serbiske angriber, der både har spillet for FC København og Brøndby. Kom med helt ind i privaten, læs om hans overvejelser op til skiftet til de blågule, en særlig William Kvist-besked og ikke mindst et drønvigtigt mål mod APOEL. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

RAN

2 - 2

FCK

Andrija Pavlovic.

Navnet på en af bare 16 spillere, der har repræsenteret både Brøndby og FCK. 

Ærkerivalerne i dansk fodbold.

Kalenderen viser september 2020. Den serbiske frontløber går ind på sin nye hjemmebane på Vestegnen for første gang, fordi han skal have taget et præsentationsbillede, inden Brøndby officielt kan dele transfernyheden og deres nye nummer ni med resten af landet.

Missionen lykkes, skuddet kommer i kassen, og præsentationen går sin gang på sociale medier. Skiftet er et kontroversielt et af slagsen, hvilket mange af kommentarerne går på, men der går heller ikke lang tid, før folk hænger sig i, at Pavlovic ser anderledes ud på Brøndbys præsentationsbillede, end da han forlod FCK to år forinden.

Og det giver serberen alle ret i her tre år senere.

- Ha ha ha. Ja, det kan jeg godt huske. 

- Jeg fik en alt for stor overtrækstrøje. Jeg skulle bruge en large, men den havde de åbenbart glemt, så jeg fik en XXL, og jeg lignede lort.

- Det var sygt pinligt. Én ting er, at jeg havde lavet et kontroversielt skifte, og nu skulle jeg også ligne en skide amatør. Det gik jo viralt, og lige præcis dén præsentation skiller sig ikke ud som en af de bedste i min karriere, griner han.

I årets julekalender på bold.dk går vi nostalgiens vej og retter fokus mod udenlandske tidligere Superliga-profiler, der har sat sit aftryk på dansk fodbold. Vi taler med dem om gode minder på og udenfor banen, sjove anekdoter, hvad de laver i dag og meget andet.

Bag 18. låge finder vi Andrija Pavlovic, der spillede i FCK fra 2016 til 2018 og i Brøndby fra 2020 til 2022. 

Efter to sæsoner på Østerbro solgte FCK ham til Rapid Wien, inden turen gik til Vestegnen en septemberdag to år senere. Selvom det ikke var en direkte overgang mellem de to rivaler, betragtes et sådant skifte som både "forbudt" og særdeles kontroversielt herhjemme. 

CV ringede ud af det blå
Var Pavlovic i tvivl om det, kunne han blot kigge halvanden måned tilbage i tiden. Den tidligere Brøndby-bomber Kamil Wilczek foretog sit skifte til FCK efter et pitstop i tyrkiske Göztepe, og her var reaktionerne på sociale medier ikke til at tage fejl af. 

Alligevel skulle serberen ikke bruge mange minutters betænkningstid, da Brøndby først meldte sig på banen. 

- Jeg skiftede jo, mens coronaen raserede… Og jeg var virkelig kræsen, når det kom til at vælge klub, fordi jeg gerne ville til en by og et sted, hvor jeg følte mig tilpas. Carsten (V. Jensen, red.) ringede til mig ud af det blå. Han havde ikke varslet mig inden, men ringede bare og kom med et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til.

- Brøndby var i gang med at bygge et meget interessant hold op det år, og det tiltalte mig også meget. Jeg fik en lang kontrakt i et land, jeg elsker, og i en liga der er god. Min familie ville også afsted. Så ja… Jeg vidste, at det var kontroversielt, men jeg prøvede at acceptere det, og jeg vidste, at der ville være folk, som aldrig ville forstå mit valg, og det er der jo en god grund til, når Brøndby og FCK er rivaler. Det efterlod nok ikke et særlig godt indtryk, men i sidste end blev jeg nødt til at træffe det valg, der var bedst for mig og min familie.

Sportsligt endte det også med pil opad. Brøndby sikrede sig mesterskabet det år, og Pavlovic spillede 20 kampe og scorede fire gange, men herfra fes det hele lidt ud. Der var længere mellem snapsene den følgende sæson med tre scoringer i to pokalkampe. 

Det var det. 

Var det det værd at skifte til Brøndby?

- Hvis jeg skal svare på det, så bliver jeg nødt til at opdele mit svar i to dele. Den professionelle og den personlige del. Personligt var det det hele værd, men professionelt… Mit andet år i Brøndby var hårdt.

- I min første sæson spillede jeg en hel del, og vi vandt mesterskabet og skabte historie. Det var jo desværre ikke tilfældet i min anden sæson, hvor jeg ikke spillede så meget, men jeg vil sige, at det gav mig muligheden for at vende hjem til Serbien, og det havde jeg brug for på det tidspunkt. Og havde jeg spillet fast, var jeg måske ikke vendt hjem. I det store hele – jeg fortryder ikke noget.

Du så, hvordan Kamil Wilczeks skifte til FCK blev modtaget. Oplevede du selv noget ubehageligt?

- Ja, det gjorde jeg. Men det var aldrig noget, der skete ansigt til ansigt. Jeg er ikke så god til sociale medier, og det kom mig nok til gode, for jeg læser ikke, hvad der står. Jeg fik nogle voldsomme beskeder, men det satte sig aldrig i mig. Når jeg gik rundt i København eller på Vestegnen, oplevede jeg aldrig noget ubehageligt. Men jeg er jo ikke dum. Jeg vidste godt, at det var et kontroversielt skifte.

- Hvem har de bedste fans?

- Det er jo på en måde to klubber, der ligner hinanden, men kulturen er vidt forskellig. FCK er meget mere repræsenteret i Europa og er måske mere moderne i det, men i Brøndby er det mere familiært. Fansene kom, uanset om det gik godt eller dårligt. De er vant til, at det går op og ned. 

- I FCK er fansene vant til succes, og de europæiske minder jeg har derfra, er bare på et helt andet niveau. Begge klubber har gode fanbaser… Derbyet i Serbien er vildt, men derbyet mellem FCK og Brøndby er på det samme niveau. Ingen tvivl om det.

- Jeg følger begge klubber tæt den i dag, og jeg er stadig i kontakt med spillere fra begge klubber. Det er noget af det, jeg elsker ved fodbold. Man glemmer ikke relationerne, fordi man har arbejdet røven ud af bukserne for hinanden, og man bruger mere tid sammen end med ens familie.

Kvist med særlig besked
Andrija Pavlovic kom til FCK fra Serbien i juni 2016. 

Der gik kun få dage, før han fik øjnene op for, hvor han egentlig var landet, for niveauet var for ham hidtil uset. 

FCK deltog i 2016/2017-sæsonen i Champions League-gruppespillet, og mandskabet blev danske mestre med bare to nederlag. 

- FCK var den første udenlandske klub, jeg tog til som en ret ung fyr. Det var et stort spring for mig. Holdet var åndssvagt godt – efter min mening det bedste, der nogensinde har været i FCK. Da jeg kom til, virkede det til, at mange af spillerne ganske enkelt var for gode til at spille i FCK, og det er ikke, fordi FCK er en lille klub, men fordi de ikke hører til i en top fem-liga. 

- Nå, men jeg kom hjemmefra, og så var det direkte i Champions League og vinde Superligaen helt suverænt. Det er sjældent, at man træder ud på en bane og vide, at man vinder uanset hvad. Sådan havde jeg det. Jeg tænkte ’fuck… er det her niveauet?’ Det er klart, det bedste og mest dominerende hold jeg nogensinde har spillet for, og det kommer jeg nok ikke til at opleve igen.

Et par måneder senere - i august - ventede APOEL i Parken. Det første af to opgør om at booke en billet til Champions League-gruppespillet. Noget, FCK blot havde prøvet tre gange tidligere. 

Pavlovic startede inde. 

Kort før pausen modtog serberen bolden og drev den lidt frem, inden han tog et træk uden om keeperen, hvorefter han kunne nyde sin afslutning trille i kassen. Parken gik amok, og 1-0-scoringen blev også opgørets eneste. 

I det omvendte opgør sørgede Federico Santander for en udligning kort før tid. 

CL-eventyret kom i hus.

- Det er mit bedste minde, siger Pavlovic.

- I fodboldverdenen er det skørt, hvor hurtigt tingene forandrer sig. Nogle måneder forinden rendte jeg rundt i Serbien og spillede kampe i ligaen, og lige pludselig skulle jeg spille Champions League. Det var en virkelig svær kamp… Jeg scorede og gik lidt i chok, men jublede helt vildt. William (Kvist, red.) kom over til mig og hviskede mig i øret ’husk at nyde det her. Det er ikke sikkert, du får lov til at opleve det igen’. Derfra følte jeg den virkelig, kiggede rundt, og stadion gik helt grassat.

- Jeg spillede 50 kampe den sæson, og det var ret vildt med tanke på, at vi ikke var et Premier League-hold. Det betyder, at man har spillet langt med i alle de turneringer, vi var med i.

Pavlovic er nu tilbage i Serbien, hvor han spiller for FK Partizan, men der er ingen tvivl om, at han stadig har masser af kærlighed til overs for Danmark.

- Jeg er forelsket i Danmark, selvom jeg er en rigtig Beograd-dreng. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg kunne elske en by så meget, som jeg elsker København.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

RAN

2 - 2

FCK

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce