2024-06-25 16:09:23

Per Nielsen stopper i Brøndby

Brøndby IF oplyser, at Per Nielsen stopper i klubben efter ni års samarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Per Nielsen forlader Brøndby.

Det bekræfter klubben i en pressemeddelelse tirsdag.

Dermed stopper parterne samarbejdet efter ni år, hvor Per Nielsen har været cheftræner for klubbens kvindehold.

- Først og fremmest, så er jeg stolt af alt, hvad vi har opnået sammen, særligt vores mesterskaber og pokaltitler. Jeg vil altid være taknemmelig for muligheden og støtten fra både klubben og fansene, og jeg vil derfor også gerne takke spillere og stab for samarbejdet gennem årene.

- Nu er det tid for mig at give stafetten videre, og jeg ønsker alle i Brøndby IF Women alt det bedste, fortæller den nu forhenværende cheftræner for klubben.

Artiklen fortsætter efter billedet

Gjensidige Kvindeliga  -Per Nielsen stopper i Brøndby
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Brøndbys kvindehold har vundet tre mesterskaber og tre pokaltitler med Per Nielsen i spidsen.

Det er derfor en stor kapacitet, som Christian Barrett, der er formand for Brøndbyernes Idrætsforening og bestyrelsesmedlem i Brøndby IF, vinker farvel til.

- Per har med sin erfaring og stærke evner som træner været en vigtig del af Brøndby IF Women gennem de sidste ni år, og han har i den grad bidraget til, at vi spiller med i toppen af dansk kvindefodbold. 

- Per og holdet har skabt mange mindeværdige øjeblikke for Brøndby IF Women, siden han tiltrådte tilbage i 2015, hvilket vi er meget taknemmelige for.

- Vi har altid været et lokomotiv i dansk kvindefodbold, og med friske øjne og nye perspektiver skal vi nu bygge videre på det stærke fundament, som Per har været med til at etablere og føre Brøndby IF Women til nye successer.

- Det er derfor med respekt og taknemmelighed, at vi ønsker Per alt det bedste i hans fremtidige bestræbelser, siger Christian Barrett til klubbens hjemmeside.

Brøndby har endnu ikke en erstatning for Per Nielsen på plads. Klubbens kvindehold tabte for nylig pokalfinalen mod FC Nordsjælland, der også vandt mesterskabet i sidste spillerunde.

50-årige Per Nielsen var i sin aktive karriere kun at finde i Brøndby, og den tidligere forsvarsspiller anses som en stor legende i klubben.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce