HB Køge har over efteråret forlænget med flere nøglespillere, mens Marco Larsen er hentet til i stedet for Jeppe Simonsen, som forlader klubben og vender tilbage til SønderjyskE.
Sportsdirektør Per Rud glæder sig over, at have hentet Marco Larsen ind, men påpeger, at han stadig gerne ser truppen blive tilført en angriber til offensiven, som i efteråret scorede 21 mål i 19 kampe i 1. division.
- Vi har sagt farvel til Jeppe Simonsen og fået Marco Larsen ind i stedet. Jeppe var lejet ind, og det er Marco også, men han har udløb til sommer, så hvis det går godt med ham i foråret, så kan vi se på en eventuelt permanent aftale, så der er bedre perspektiver i det for os i sådan en aftale.
- Men selvom vi har hentet Larsen, så vil vi gerne stadig have en rigtig angriber, og det er egentlig det eneste sted, jeg føler, at vi står og mangler noget, siger Rud til bold.dk.
Rud føler sig dog ikke overbevist om, at det lykkes for HB Køge at hente en angriber ind, da klubben stadig er ved at komme ovenpå efter en tid med dårlig økonomi.
- Vi har været gennem en hård periode, hvor vi ikke har haft den sundeste økonomi, så vi har stor fokus på fortsat at have styr på butikken. Vi er derfor meget grundige med det, vi går og laver på markedet, for der er ekstra hensyn at tage, når man har været så langt nede, som vi har.
- Vi er godt på vej tilbage, og vi ser positivt på vores muligheder, men det betyder også, at jeg ikke er sikker på, at vi får tilført en angriber, selvom jeg håber på det.
- Vores primære fokus har i stedet være på at holde på den trup, vi har nu, som vi synes, er rigtig spændende, og som vi tror meget på, kan udrette flotte resultater. Samtidig er vi også klar over, at vi er sårbare for karantæner og skader. Vi vil gerne forbedre os, men gør det kun, hvis det er forsvarligt for os, siger Rud til bold.dk.
mikkel@bold.dk


HB Køge
Betinia Liga































