VM -Peru-boss: Skarp Guerrero er helt klar
2018-06-16 11:00:01
Foto: Getty Images

Peru-boss: Skarp Guerrero er helt klar

Perus landstræner Ricardo Gareca forsikrer, at anfører Paolo Guerrero er helt fit til lørdagens kamp mod Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Perus store stjerne Paolo Guerrero har haft en rodet optakt til VM, da han løbende har været dømt inde og ude af slutrunden på grund af en dopingsag.

Få uger før VM stod det dog klart, at Guerrero gerne må spille under slutrunden, da den schweiziske højesteret har sat sagen i bero.

Landstræner Ricardo Gareca glæder sig over at have angriberen med og forsikrer, at Guerrero, som grundet karantænen stort set ikke har spillet i sæsonens løb, er helt fit til de kommende kampe.

- Paulo spiller rigtig godt. Efter han er kommet tilbage på landsholdet, har han været meget glad. Han har forberedt sig godt, og han er i en god situation.

- Paulo er fit, han er klar. Uanset hvad der er sket, kan vi konstatere, at han er helt klar til at spille, siger Gareca.

Formstærkt Peru-mandskab 
Peru kom skidt fra land i den sydamerikanske VM-kvalifikation, hvor holdet tabte fire af de første seks kampe og var langt fra VM.

Tingene vendte i september 2016, hvor holdet fik vind i sejlene, og siden 2-0-nederlaget til Brasilien i november 2016 har Peru ikke tabt i 15 kampe i træk.

Gareca forklarer, at hele holdet løbende har hævet niveauet de seneste knap to år.

- Holdet er som helhed blevet bedre og bedre for hver kamp, og det er årsagen til, at resultaterne også er blevet bedre. Vi har løst vores problemer og er derfor vokset som hold.

- Nu står vi over for en ny fase og skal møde de bedste hold i verden, som jo er med til VM. Vi håber, vi kan være med på det niveau, der skal til for at spille ved et VM. Vi ved, vi skal møde glimrende hold.

- Spillerne er rolige. Vi har forberedt os godt og trænet godt. Vi er klar til de udfordringer, der måtte komme, og holdet vil gøre deres yderste på banen. Vi er meget positive.

Stor støtte fra mange Peru-fans
Perus fans har fyldt meget i bylivet rundt omkring i Rusland, og adskillige tusinder fans er rejst med til Rusland.

Den massive opbakning betyder meget for holdet, forklarer Gareca, som fører Peru til VM for første gang siden 1982.

- Vi har noget, vi skal betale tilbage efter 36 års fravær. Selvfølgelig er spillerne spændte, for hele landet følger os. Vi håber, vi kan gøre dem glade og gøre os fortjent til deres tillid.

- Vores fans kommer alle steder i verden, hvor vi spiller, så det overrasker os ikke. De nyder dette øjeblik, og det bliver imponerende at se i kampen, det er jeg sikker på. 

- Det giver os noget styrke, og vi håber at kunne give noget tilbage til fansene. De har gjort sig store anstrengelser for at komme hertil, og vi vil give noget tilbage til dem for at takke dem, siger Gareca.

Mordovia Arena, hvor lørdagens kamp skal spilles, har plads til godt 41.000 tilskuere.

mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce