Den 12. maj meddelte Næstved, at de stoppede samarbejdet med Pedro Hipolito.
Søndag er afløseren fundet, og det er et prominent navn. Peter Bonde bliver nemlig ny cheftræner i klubben, hvor han får Ulrik Balling som assistent.
Bonde var assistenttræner for Morten Olsen på det danske landshold fra 2006 til 2016, og han har tidligere været Næstved-træner ad to omgange i 1990'erne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi er enormt glade for, at det er lykkedes at tilknytte sådanne store kapaciteter til vores skønne klub. Den rejse, som vi skal på, er Bonde og Balling skræddersyet til og er de helt rigtige til at føre os derhen, hvor vi gerne vil. Vi er stolte, siger direktør Peter Nielsen til klubbens Facebook-side.
Ulrik Balling var også i klubben som aktiv, men huskes nok bedst for en lang karriere hos Vejle fra 1999 til 2008.
Kenneth Gangsted fortsætter også i klubben som assistenttræner og udviklingschef.