

HB Køge vendte lørdag tilbage fra vinterpausen, da de tog imod Hobro på hjemmebane. Her var de tæt på at gå fra banen uden point, men så dukkede debutanten Lasse Petry op og bragte balance i kampen med sin udligning til 1-1.
Og det sene mål er vigtigt, da HB Køge har brug for så mange point som muligt i en meget tæt 1. Division.
Det fortæller holdets debutant Petry til HB Køges hjemmeside.
- Det er klart, når man er bagud 0-1 så sent i kampen, så er det sindssygt stærkt at få et point med. Det var sindssygt vigtigt. Rækken er utrolig lige, så alle point er vigtige i øjeblikket, udtaler Lasse Petry til HB Køges egen hjemmeside og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var dejligt og en god følelse. Jeg synes, at vi spiller en rigtig god kamp. Vi styrer stort set hele kampen, så det var dejligt.
Trods den sene udligning ville Petry gerne have haft alle tre point, da han mener, at HB Køge faktisk havde fortjent sejren lørdag.
- Det er sindssygt vigtigt for moralen, når man kan slå tilbage lige meget, hvor sent i kampen man er bagud. Der kommer altid en chance mere. Jeg synes, at vi skulle have haft tre point i dag, da vi var klart bedst.
28-årige Lasse Petry kom til HB Køge på en fri transfer fra Valur i slutningen af 2020, hvor han fik en toårig aftale med klubben.