Torsdag har Premier League valgt at udsætte kampen mellem Leicester og Tottenham.
Det skyldes, at et smitteudbrud i Leicester har udviklet sig i sådan en grad, at Brendan Rodgers ikke har spillere nok til at stille til start torsdag aften.
Det fremgår af Leicesters hjemmeside.
Leicester forsøgte onsdag at få Premier League til at udsætte kampen, men det blev afvist i første omgang. Siden kritiserede Brendan Rodgers Premier League for ikke at ville udsætte kampen, men ligaen kom altså på andre tanker torsdag.
Det skete som følge af et voksende smitteudbrud, da Leicester torsdag morgen konstaterede nye smittetilfælde i truppen og derfor ansøgte om at rykke kampen igen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det accepterede Premier League så, og således blev kampen mod Tottenham altså rykket.
Leicester oplyser, at klubbens træningsfaciliteter lukkes ned i de kommende 48 timer, inden truppen og staben testes igen lørdag. Det oplyses ikke hvem eller hvor mange spillere, der er smittet i Leicester.
Premier League skriver på sin hjemmeside, at man vil se på hver ansøgning om udsatte kampe hver for sig.
Der vil vurderes ud fra flere forskellige faktorer, som blandt andet, om et hold overhovedet har nok spillere til at stille hold, hvor alvorligt et smittebrud er og potentielt kan blive og om spillerne på sikker vis kan forberede sig til og spille kampene.
Premier League har desuden genindført protokollerne for nødsituationer i forhold til corona. Det betyder flere tests, mundbind indenfor og mindre tid til behandling i klubberne.
Onsdag blev kampen mellem Watford og Burnley udsat.