- Jeg troede, jeg var i krig med anti-doping, ikke Juventus.
Ordene kommer fra Paul Pogba. I TV-programmet 'Sept a Huit' åbner han op om sin dopingkarantæne, og hvordan han følte sig forrådt af Juventus.
I september 2023 blev den franske midtbanespiller idømt fire års karantæne fra fodbold, efter at han var blevet testet positiv for brug af doping. Senere blev straffen reduceret til 18 måneder som følge af en succesfuld appel.
Karantæneperioden var dog alt andet end en dans på roser, og Pogba savnede støtte fra Juventus, som han stadig havde kontrakt med.
- De (Juventus, red.) sagde, at jeg skulle stoppe med at spille fodbold. Der var ingen, der lyttede til mig, siger Pogba, der ikke kunne holde ud at være i Italien.
- Mine børn gik i skole tæt på træningsanlægget. Vi gik forbi hver dag. Til sidst var det alt for svært. Jeg blev nødt til at forlade Italien.
Artiklen fortsætter efter billedet

I december 2024 blev Pogba og Juventus enige om at stoppe samarbejdet. Tilbage står den nu 32-årige franskmand stadig med en undren over for Serie A-klubbens håndtering af sagen.
- Jeg troede, at jeg var i krig med anti-doping, ikke Juventus. Jeg bad klubben om adgang til massage og en fysisk træner, men det ville de ikke stille til rådighed, selv om jeg havde ret til det. Jeg var jo stadig en del af holdet.
- De var ikke særlig venlige over for mig. De støttede mig ikke, og det chokerede mig. Jeg forstod aldrig hvorfor, siger Pogba.
I marts udløb Pogbas dopingkarantæne, og siden har han været på jagt efter en klub at gøre comeback i.
Nu forlyder det, at han er millimeter fra at lande en toårig kontrakt i Monaco.

Juventus
Serie A




































