Polen tabte fredag aften kvartfinalen ved EM i Frankrig efter straffesparkskonkurrence mod Portugal. Og den polske landstræner, Adam Nawalka, var en nedtrykt mand til pressemødet efter kampen.
- Det er helt klart et hårdt øjeblik for os. Spillerne lagde masser af hjerte i den her kamp og spillede modigt gennem hele turneringen. Vi har ikke tabt en kamp i turneringen - vi blev slået ud på straffespark, siger han ifølge uefa.com.
- Vi må kigge optimistisk på fremtiden. Der vil snart blive tid til en detaljeret analyse, men lige nu gør nederlaget bare ondt, siger han, inden han skamroser sin kaptajn for en god turnering.
- Rober Lewandowski er stadig, og vil altid være, en stor spiller for dette hold. Han er kaptain, og han motiverer spillere både på og uden for banen. Jeg kan kun hylde hans adfærd, siger Nawalka.
Polen røg ud til Portugal efter deres anden straffesparkskonkurrence i turneringen. Den første var mod Schweiz, hvor man vandt - denne gang gik det ikke lige så godt.



EM
Polen
Portugal































