I sommer sagde Victor Froholdt farvel til FC København, da han i stedet tog et stort skridt i karrieren og skiftede til FC Porto.
Der var stor interesse for den danske landsholdsspiller, men den portugisiske storklub endte med at trække det længste strå og hente Froholdt.
Men det var bestemt ikke nemt.
Det afslører Porto-præsident André Villas-Boas i et interview med Spillerforeningen.
- Det var en svær handel, fordi FC København vidste, at de havde en diamant. Vi var i lange forhandlinger med FC København, og der var også andre interesserede klubber, der forsøgte at skrive kontrakt med Victor.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Kombinationen af, at vi var de første, der henvendte os, og samtalerne med familien om at overbevise ham om Porto-projektet, var vigtig i hans beslutningsproces, udtaler André Villas-Boas til Spillerforeningen.
FC Porto kom i hus med en aftale og sendte i samme ombæring omkring 165 millioner kroner mod FC København.
Det fortryder man på ingen måde i Porto, da Froholdt på kort tid har taget klubben med storm.
19-årige Victor Froholdt har spillet 25 kampe og leveret tre mål og tre assists for FC Porto.
Han har kontrakt frem til sommeren 2030.

FC Porto
Primeira Liga


























