

Mandag aften tørnede Portugal og Uruguay sammen ved VM-slutrunden i Qatar.
Det portugisiske landshold vandt deres første gruppekamp mod Ghana og grundet udfaldet af de øvrige kampe i gruppe H, kunne holdet sikre avancement til ottendedelsfinalerne med en sejr over Uruguay.
Uruguayanerne gik på banen med målet om at hente tre point, efter nationen hentede et skuffende 0-0-resultat i den første kamp mod Sydkorea.
Ronaldo-lir fra start
Lusail Iconic Stadium dannede rammen for opgøret, der kun var fire minutter gammelt, før Cristiano Ronaldo fik publikum op ad stolene.
Den portugisiske landsholdsstjerne modtog bolden tæt ved baglinjen, hvorfra han med sin skulder sendte en flabet aflevering tilbage i banen til holdkammeraten William Carvalho, der dog flugtede et stykke over mål.
’Siiiuuu’ lød det fra lægterne, selv om situationen ikke førte til en scoring.
Portugal var klart bedst i kampens første fase, men sydeuropæerne havde ikke det store held med at skabe farlige chancer.
Artiklen fortsætter efter billedet

Atletico Madrid-angriberen Joao Felix forsøgte sig efter lidt over et kvarters spil med et skud fra en lovende position, men portugiserens afslutning blev blokeret.
Fræk solotur
Som kampen skred frem, kom Uruguay bedre og bedre med. Sydamerikanerne var sågar meget tæt på at tage føringen i det 32. minut, hvor Rodrigo Bentancur tog noget af en solo-tur fra midtbanen og ind i Portugal-feltet.
Tottenham-spilleren snød tre forsvarsspillere på sin vej og manglede kun at overliste Diego Costa, men den portugisiske keeper formåede lige akkurat at afværge den store målchance med en fodparade.
Frem mod 1. halvlegs slutning bølgede spillet frem og tilbage, men ingen af de to nationer fandt vejen til netmaskerne, og derfor var stillingen fortsat 0-0 ved pausefløjt.
Baneløber med regnbueflag
Anden halvleg var kun lidt mere end fem minutter gammel, før en baneløber stjal fokus på Lusail.
Baneløberen spurtede ind på grønsværen med et regnbueflag i hånden, som han stolt viftede med og fremviste.
Den første kontrollør var ganske enkelt for langsom og lykkedes således ikke med at stoppe manden. Seancen sluttede dog kort efter, da et hav af kontrollører fik nedlagt baneløberen med en amerikansk fodbold-tackling.
Ronaldo eller Bruno F-scoring?
Bolden nåede knapt at være i spil efter baneløber-showet, før Portugal bragte sig i front.
Bruno Fernandes sendte et indlæg i boksen, som Ronaldo steg til vejrs på og forsøgte at pande i mål. Om Ronaldo rørte bolden eller ej, var i første omgang uvist, men ikke desto mindre sejlede bolden i mål ved fjerneste stolpe.
Ronaldo blev noteret for scoringen, men efterfølgende blev målskytten korrigeret til at være Bruno Fernandes, da det viste sig, at Ronaldo lige akkurat ikke rørte bolden.
Uruguay-pres
Portugal-scoringen affødte en reaktion hos Uruguay, der prompte lagde et pres på portugiserne.
Efter en times spil forsøgte Liverpool-angriberen Darwin Nunez sig fra distancen, men skuddet havde ikke saft og kraft nok til at volde Portugal-keeper Diego Costa problemer.
Anderledes farligt var det, da Uruguays indskiftede angriber Maximiliano Gomez hamrede bolden på stolpen - til stor lettelse for Portugal.
Luis Suarez, der også var kommet på banen, fik kort efter en gigantisk mulighed for at bringe Uruguay på 1-1. Den tidligere Liverpool-profil opfangede bolden tæt under Portugals mål, men angriberens afslutning strøg i sidenettet.
VAR-straffe i overtiden
Mod kampens slutning cruisede Portugal mod sejren, og i overtiden fik holdet en gylden mulighed for at cementere de tre point.
Dommeren besluttede nemlig efter et VAR-gennemsyn at fløjte for straffespark, da han vurderede, at den uruguayanske keeper Sergio Rochet ramte bolden med hånden i forsøget på at stoppe et portugisisk angreb.
Bruno Fernandes tog sig af den gyldne mulighed fra 11-meter-pletten, og midtbanespilleren scorede i usvigelig sikker stil.
Målet blev det i sidste i kampen, som Portugal således vandt med 2-0.
Cristiano Ronaldo og co. er nu sikre på at gå videre fra gruppe H, hvor de har seks point efter to kampe.
Uruguay er tvunget til sejr i den sidste gruppekamp mod Ghana, hvis de skal gøre sig forhåbninger om en plads i ottendedelsfinalerne.