Swansea, Brighton, Chelsea og West Ham.
Graham Potter har været forbi flere klubber som cheftræner i engelsk fodbold, men han har også en stor kærlighed til Sverige.
Forinden de store jobs i England stod han nemlig i spidsen for Östersunds FK gennem adskillige år, og nu åbner træneren for at blive svensk landstræner efter fyringen af Jon Dahl Tomasson.
Det sker i et interview med Fotbollskanalen.
Her indleder han med at kalde nyheden om fyringen trist for både svensk fodbold og Jon Dahl, før tonen bliver noget mere munter.
- Jeg er faktisk i mit hus i Sverige lige nu. Jeg er mellem jobs og har lige forladt Premier League. Jeg er åben for alt, hvor jeg føler, at jeg kan hjælpe. Jobbet som landstræner for Sverige er fantastisk.
- Jeg har følelser for Sverige. Jeg elsker landet, og jeg elsker svensk fodbold. Jeg har meget at være taknemmelig for i forhold til svensk fodbold. Så ja, det ville være en fantastisk mulighed for mig.
Afviser kontakt
Graham Potter afviser, at han på nuværende tidspunkt er blevet kontaktet af det svenske fodboldforbund med henblik på det ledige landstrænerjob.
- Jeg har ingen forventninger. Jeg er sikker på, at de vil gøre deres arbejde og se, hvad der er bedst for svensk fodbold.
- Jeg ønsker dem alt det bedste, for jeg har enorm respekt for Sverige og svensk fodbold. Jeg har arbejdet i landet i syv år og tilbragt meget tid i forskellige dele af landet.
Senere i interviewet slår englænderen fast, at han blot svarer på spørgsmålene om landstrænerjobbet, fordi han er blevet ringet op.
Han har derfor ingen bagtanker med at sige, som han siger, men er i stedet blot en stor fan af det svenske landshold, som han ønsker alt det bedste, understreger han.
50-årige Graham Potter blev i slutningen af september fyret i West Ham efter en skuffende sæsonstart.
Han nåede mellem 2011 og 2018 hele 224 kampe i spidsen for Östersunds FK.
Undervejs var han andet med til at rykke klubben fra den tredje bedste række og hele vejen op i Allsvenskan, mens han også formåede at kvalificere klubben til Europa League.



Sverige




































