I sidste sæson vogtede Matej Kovar buret i Sparta Prag.
Den 23-årige tjekkiske målmand var lejet ud til klubben fra Manchester United, men nu er han altså tilbage i den engelske klub.
Sparta Prag, der har Brian Priske som træner, ville gerne have haft ham igen, men nu har man hentet Peter Vindahl på en lejeaftale, da man ikke ville vente længere på Manchester United.
- Matej Kovar fortsætter sammen med sine agenter og Manchester United med at overveje, hvordan hans karriere skal fortsætte. Vi ville gerne være en del af det, men lige nu kan vi ikke vente længere, for sommerens højdepunkt, Champions League-kvalifikationen, nærmer sig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Som jeg allerede sagde under træningslejren i Østrig, hvis vi ikke kan hente Matej nu, er vi nødt til at reagere på det, siger AC Sparta Prag-sportsdirektør Tomas Rosicky i forbindelse med, at klubben har hentet Peter Vindahl.
Hvis FC København går videre efter to opgør mod islandske Breidablik, skal klubben møde Sparta Prag i kvalifikationen til Champions League.
Thomas Rosicky har også sat ord på Peter Vindahl i forbindelse med lejeaftalen, der indeholder en købsoption.
- Peter har erfaring fra udenlandske ligaer og europæiske cupturneringer. Han er en målmand, der har de fysiske parametre og evner, som vi har brug for til denne position. Vi har set hans præstationer i sidste sæson i 2. Bundesliga mange gange, siger Rosicky til klubbens hjemmeside.

Manchester United
Sparta Prag
1. Division
























