For 20 år siden slog Djurgården sin transferrekord, da man solgte Søren Larsen til Schalke 04 for omtrent 22 millioner svenske kroner.
Rekorden er siden blevet slået flere gange, og nu kan endnu en dansker skrive sig ind i historiebøgerne hos Allsvenskan-klubben.
Med 19 fuldtræffere på tværs af alle turneringer har August Priske nemlig tiltrukket sig opmærksomhed fra flere storklubber - heriblandt RB Salzburg, der forsøgte sig i løbet af sommeren.
Tilnærmelserne fra østrigerne blev dog afvist, og i stedet er målet et salg til Premier League.
Det fortæller sportschef Bosse Andersson til Fotbolldirekt, som erfarer, at danskeren er blevet prissat til ti millioner euro, hvilket svarer til 74 millioner danske kroner.
- Jeg var klar og tydelig, da vi forhandlede med ham i det seneste transfervindue: Denne rejse slutter ikke i september med en klub i Østrig.
- Jeg har altid troet på Premier League, og det er også dér, vi og han sigter hen.
- For 20 år siden solgte vi Søren Larsen for en rekord, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi slår endnu en rekord 20 år senere med endnu en dansker. Det kan jeg godt sige, lyder det fra sportschefen.
Lucas Bergvall har lige nu rekorden som det største salg i Djurgårdens historie.


Djurgården
Allsvenskan

































