EFL meddelte søndag, at man sigtede efter en genstart af Championship-sæsonen den 20. juni, men det er ikke faldet i god jord alle steder.
I Charlton nægter tre spillere således at gå i gang igen, herunder topscorer Lyle Taylor, der frygter at blive skadet på grund af den korte opstart.
- Vi har 15 spillere med kontraktudløb, seks på lån og ni af vores egne spillere er udlejet. Desværre har tre af vores spillere sagt, at de ikke vil spille, og Lyle er én af dem, siger manager Lee Bowyer til talkSPORT.
- Det er et hårdt slag for os, og det er svært for mig som manager. Lyle er en vigtig spiller for os, lidt ligesom Troy Deeney i Watford.
- Når han spiller, kan vi vinde kampe, og Lyle har sagt, at han ikke kommer til at spille på grund af frygt for at blive skadet. Chris Solly har sagt det samme, og Davis, der er lejet i Birmingham, vil heller ikke tilbage og spille, siger manageren.
Charlton ligger under nedrykningsstregen i Championship og har to point op til redning.


Charlton
Championship































