2022-02-19 06:30:00

Profiler stopper: LSF ser sig som FCN-light

Flere profiler forlader serieklubben LSF. De skal erstattes af spillere fra egne rækker, og sportschefen siger til LigaBold.dk, at han anser klubben som FCN-light.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er sket en del i Danmarksserie-klubben Ledøje-Smørum Fodbold (LSF) i vinterpausen.

Klubben har fået nyt, rutineret trænerteam i form af Anders Mikkelsen som cheftræner og Brian Hacke Hansen som assistent. Mikkelsen har senest været træner i BSF.

Mikkelsen afløser Kim Kjærsgaard, der var cheftræner for LSF i hele ti år.

Kjærsgaard har fået en anden rolle i klubben som ungdomsudviklingstræner for U10-U15-segmentet.

Flere spillere har også forladt skuden, og de er ganske markante.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmarksserien -Profiler stopper: LSF ser sig som FCN-light
Foto: Privat

Klubben vælger dog at erstatte profilerne med spillere fra egne rækker.

Den nye sportschef i LSF, Jesper Aaberg Mortensen, siger til LigaBold.dk, at hele fire U19-spillere bliver en del af førsteholdstruppen, og han anser klubben som en lightudgave af FC Nordsjælland i forhold til at forsyne holdet med unge spillere fra egne rækker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sportschefen fortæller også om klubbens afgange, der blandt andet inkluderer den nu tidligere anfører Kasper Gram-Jensen og Nicolai Jørgensens lillebror Frederik Jørgensen.

- Der er et par stykker, som er stoppet. Emil Kjærsgaard er stoppet, men han har også været meget skadet det seneste kalenderår. Kasper Gram-Jensen er stoppet. Så har vi to, der står lidt standby angående, om de skal fortsætte med at spille fodbold eller ej, og det er Conrad Lunde og Martin Fisch, og Frederik Jørgensen har spillet sig til en halvårskontrakt hos Fremad Amager, siger Jesper Aaberg Mortensen til LigaBold.dk og fortsætter:

- Nu skal vi være selvforsynende, og det har vi også været. Vi har derfor hevet fire U19-spillere op i førsteholdstruppen, som går ind på lige vilkår. Danmarksserie-truppen var stor i forvejen, så det, tror jeg, kommer til at passe fint. Andetholdet får endda et par spillere ned, men arbejder stadig med det samme antal spillere.

- Vi er jo en klub, der har et tæt samarbejde med FC Nordsjælland, så vi er lidt en lightudgave af FC Nordsjælland, fordi i weekenden spillede vi også mod deres U19-hold, og der stillede vi op med starter med en på 16 år og tre på 17 år. Alder er sådan set ligegyldig i vores optik. Er de gode nok, er de med, det er sådan, som vi driver vores klub på.

Kamp om pladserne

Sportschefen fortæller, at klubben ofte sender unge spillere til større klubber, så de kan blive udfordret på højere niveau. Derefter kan de vende hjem til Danmarksserie-klubben, hvis de ikke slår igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu kan vi virkelig tage fat i de unge. Vi er en klub, der lever af at være selvforsynende. I 12-13-års-alderen sender vi dem tit til Liga 1-klubberne, og når de når en 17-18 år, hvis de ikke er nok gode der, så kommer de tilbage. Det er også det, som vi kan se på den nuværende trup. Der har alle være ude på nær én, så det er meget positivt.

Valget af det nye trænerteam er ikke tilfældigt, da de har store erfaring med unge spillere, der er kernen i LSF, siger Mortensen.

- Vi har bevidst valgt to trænere, der kender niveauet i Danmarksserien og kender kriterierne for at få succes i Danmarksserien. De kan nemmere implementere unge spillere og en del af dem, som har stået periferien, er også 18-20 år, og de er kommet meget tæt på holdet, i og med at en tre-fire pladser er frie. Der er voldsom kamp om det, og vi er glade for, at vores målmand Bjerregaard (Nicolaj Bjerregaard, red.i hvert fald tager et halvt år mere.

LSF-sportschefen siger dog, at afgangen af de markante spillere kommer til at ramme holdet lidt.

- Der er spillere, der har spille rigtig mange kampe, der er stoppet, og de er ikke lige til at erstatte. Det er nogle nye typer, der kommer ind. Dem, som har været rigtig tæt på holdet det seneste stykke tid, kommer nu rigtig tæt på holdet.

Naturlige udskiftninger

Han mener, at det er naturligt, at der er sket udskiftninger i truppen, da et nyt trænerteam er blevet en del af Danmarksserie-klubben, og Kim Kjærsgaard samtidig har sagt farvel til at være cheftræner.

- Udskiftningerne er naturlige. Når man har haft en træner i ti år (Kim Kjærsgaard, red.), så kunne vores tidligere træner måske lokke dem til at spille et halvt år mere. Det er naturligt i en amatørklub som vores, at vi er gennem nogle udskiftninger. Nu står vi med nogle andre type spillere. Til gengæld er træningsfrekvensen anderledes, da de kommer til træning hver gang. De træner konstant.

- De ældre spillere træner måske en gang mindre, så jeg er ganske fortrøstningsfuld, fordi jeg ved, at trænerteamet har valgt dem, som er løbestærke og er til træning hver dag. 

- Det er den kultur, som vi gerne vil have. Når vi har et andethold og tredjehold (i Serie 1 og Serie 2, red.), der er så højt oppe, så kan vi også tillade os at stille krav, siger Jesper Aaberg Mortensen til LigaBold.dk.

LSF-sportschefen siger yderligere, at klubben skal bruge forårets kampe på at arbejde videre med et godt koncept af høj kvalitet, hvor trænerteamet skal have spillet de unge spillere ind.

Klubben vil også fremover gøre det endnu mere ensformigt fra klubbens ungdomshold til seniorhold, og LSF prøver nu for første gang at hive ungdomsspillere op i førsteholdstruppen før tid.

LSF indtager femtepladsen i Danmarksserien Pulje 2 med 19 point efter 14 kampe, og mandskabet starter forårets kampe i Danmarksserien ud mod B1908 lørdag 26. marts.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

2 kommentarer

Skriv kommentar
annonce
annonce
annonce
annonce