PSV Eindhoven har besluttet, at 34-årige Ibrahim Afellay ikke får forlænget sin kontrakt, som udløber denne sommer. Der med er han inden længe klubløs.
Det skriver PSV på sin hjemmeside, hvor Afellay dog slår fast, at han ikke har tænkt sig at stille støvlerne på hylden.
- Min karriere er ikke slut endnu. Jeg kan stadig give god værdi på et godt niveau. Jeg har følt mig 100 procent fit siden vinterpausen. Jeg skal bruge de næste uger på at finde ud af, om jeg skal gribe chancen et andet sted, siger Afellay.
PSV besluttede allerede i slutningen af marts, at flere spillere med kontraktudløb ikke fik lov at fortsætte, men man holdt altså Afellays situation åben, og det har han haft det fint med.
- De har klart og tydeligt vist, at den varme, jeg føler for PSV, er gensidig. Det er jeg glad for, siger Afellay.
Ibrahim Afellay startede sin karriere i PSV og har i årenes løb været forbi Barcelona, Schalke 04, Olympiakos og Stoke, inden han sidste sommer vendte hjem til PSV.



PSV Eindhoven
Æresdivisionen































