




Da Tottenham forleden tog imod Chelsea var der igen racistisk opførsel på tilskuerpladserne, og det gik ud over blandt andre Chelseas Antonio Rüdiger, hvilket er beskrevet heftigt de seneste par dage.
Men Tottenhams Heung-min Son blev også ramt, og nu er en Chelsea-fan blevet anholdt.
Både BBC og Sky Sports skriver således, at man efter timers gennemgang af videoovervågning har fundet frem til personen, der har ageret racistisk over for den sydkoranske Tottenham-spiller.
Det er uvist, hvornår i kampen den racistiske opførsel har stået på, men Chelsea tager stor afstand fra den fan, der angiveligt står bag.
- Vi er bevidste om et angiveligt racistisk tilfælde involverende en Chelsea-fan. Chelsea vil ikke tolerere nogen form for racisme, og der er ikke plads i denne klub til nogen, der har deltaget i den form for adfærd.
- Hvis en billetindehaver eller et klubmedlem er involveret, vil vi skride til stærkest mulige handling mod dem – inklusiv udelukkelse. Vi vil støtte en potentiel sag fra de relevante myndigheder, skriver Chelsea ifølge Sky Sports i en udmelding.
Sagen om den formodede racisme rettet mod Antonio Rüdiger har ifølge medierne endnu ikke ført noget med sig.