




Barcelona skulle onsdag aften gøre arbejdet færdigt i Copa del Rey mod minuputterne fra Leonesa.
Favoritterne vandt 1-0 i den første kamp, hvor de stillede med et reservespækket mandskab. Det var også tilfældet i aftenens returkamp, hvor spillere som Malcom, Denis Suarez og Munir El Haddadi fik chancen fra start.
Der var også mere rutinerede kræfter med hos Barcelona og en af dem var Ivan Rakitic. Han satte sine holdkammerater i scene i første halvleg.
Først lagde Rakitic bolden ind i feltet til Munir, som vendte rundt på en tallerken og sparkede bolden op i det ene målhjørne.
Senere i første halvleg lagde Rakitic godt nok bolden af og kunne notere sig for en assist, men det var Denis Suarez, der gjorde arbejdet. Han drev bolden mod mål og sparkede den til sidst flot i nettet i det lange hjørne.
Få minutter før pausen lagde Rakitic et præcist indlæg ind i panden på Malcom, som sørgede for en pauseføring på 3-0 til Barcelona.
I anden halvleg fik gæsterne reduceret, men der var aldrig tvivl om kampens udfald.
Denis Suarez fik lov at sætte punktum efter en flot frispilning fra indskiftede Ricard Puig.
Det endte derfor med en stensikker sejr til Barcelona på en aften, hvor reserverne gjorde arbejdet færdigt med fornem assistance fra Ivan Rakitic. Barcelona er klar til ottendedelsfinalerne i turneringen.
Andetsteds spillede Valladolid sig videre i turneringen på bekostning af Mallorca. Det endte 2-1 til Valladolid onsdag aften, ligesom det gjorde i det første indbyrdes opgør. Valladolid er derfor videre efter 4-2 samlet.


Barcelona
Mallorca
Valladolid
Leonesa
Copa del Rey






















