Brasilianske Neymar forlod denne sommer spansk fodbold og Barcelona, da han i stedet blev verdens dyreste fodboldspiller med sit skifte til Paris SG.
De seneste uger har der været adskillige meldinger i franske medier om, at Neymar ikke er begejstret for livet i den franske hovedstad og angiveligt føler, at niveauet i den franske Ligue 1 er for lavt, mens han efter sigende heller ikke trives under PSG-træner Unai Emery.
Senest meldes Real Madrid i spanske medier klar til at hente Neymar til klubben, hvis han vil væk fra PSG, og skulle der være hold i de rygter, hilser Real Madrids anfører Sergio Ramos den tidligere Barca-profil velkommen.
- Jeg vil gerne have de bedste spillere til klubben, og Neymar er åbenlyst en af de bedste. Måske var det nemmere for ham først at tage til PSG i stedet for at tage direkte til Real Madrid, siger Ramos til Cadena Ser.
- Det er hans personlige valg, og man ved aldrig, hvad der sker, for der foregår altid mange ting i fodbold. Men døren står allerede åben for ham, hvis han ønsker at komme hertil. Jeg har et godt forhold til ham.
25-årige Neymar har scoret 11 mål i 12 kampe for Paris SG, og hans kontrakt med klubben løber til sommeren 2022.


PSG
Real Madrid
Ligue 1
La Liga




















