Tirsdag aften går det løs igen for U21-landsholdet, når de danske talenter skal spille deres anden EM-kvalifikationskamp.
Her skal de forsøge at bygge videre på den vigtige sejr over Litauen i fredags, når Wales kommer forbi Vejle Stadion.
I det opgør sad Randers' Filip Bundgaard ude med en mindre skade, men hvis man gerne vil se den unge profil i aktion, kommer man bare forbi Nørreskoven.
Landstræner Steffen Højer fortæller nemlig til bold.dk, at Bundgaard er fit for fight igen.
- Alle er fit og klar til kamp. Filip er blevet helt klar, så jeg kan vælge fra alle hylder.
- Jeg endte med ikke at tage ham med i truppen sidst, da vi ikke ville risikere noget mod Litauen. Allerede dagen efter var han ude og lave meget på banen.
- Søndag trænede han så fuldt ud med resten af holdet. Så der er ikke noget nu, og han er klar, siger Steffen Højer.
Det var et vrid i anklen, som endte med at koste Bundgaard en debut på U21-landsholdet i fredags, men det var der faktisk ingen, som overhovedet bemærkede.
- Det var en bold, som han blokerede til en træning, og så fik han et lille vrid i anklen. Han mærkede det ikke til at starte med, da han faktisk stod og selvtrænede efter træningen.
- Men da han så kom ind, havde han fået en lille hævelse. Det tog to/tre dage, så var han klar igen. Vi opdagede det ikke engang under træningen, siger Steffen Højer til bold.dk.
Det er tirsdag aften klokken 18:00, at U21-landsholdet går på banen i Vejle for at møde Wales i deres anden EM-kvalifikationskamp.


Randers FC
EM U21
Danmark U21



























