Den 29. april 2012 spillede Rangers og Celtic senest imod hinanden i den bedste skotske række. Så gik Rangers konkurs og blev tvangsnedrykket.
Men lørdag er Old Firm tilbage i Premiership-regi, når de to hold brager sammen på Celtic Park - og i Rangers-lejren ser man i den grad frem til opgøret.
- Man kan aldrig undervurdere betydningen af den her kamp. Vi anerkender dens vigtighed som et af de største derbyer i fodboldverdenen, og vi ser frem til det, siger Rangers-manager Mark Warburton ifølge Sky Sports.
- Vi har hentet spillere, som virkelig vil nyde den her slags kampe. Men vi må ikke glemme, at det bare handler om yderligere tre point. Vi er bevidste om vores ansvar som spillere og stab, og jeg er sikker på, at spillerne vil nyde det, siger Rangers-manageren.
Rangers og Celtic mødte faktisk hinanden i den skotske pokalturnering i sidste sæson. Her vandt Rangers samlet 7-6 efter straffesparkskonkurrence.
Siden da har Rangers oprustet for at kunne følge med i ligaen igen. Spillere som Niko Krancjar og Joey Barton er blevet hentet til klubben, og i de første fire kampe i Premiership er det blevet til to sejre og to uafgjorte og en øjeblikkelig andenplads.
Kampen mellem de to ærkerivaler spilles lørdag klokken 13.00.


Rangers
Celtic
Premiership






























