Vejles Jerome Opoku kunne slet ikke styre sig, da han i weekenden fik sit andet gule kort for en arm i hovedet på Brøndbys Mikael Uhre.
Opoku var i det røde felt, og da Brøndbys Christian Cappis gik i vejen og henvendte sig til Opoku, svarede han igen med et skub i halsregionen på Cappis.
Det koster nu yderligere to spilledages karantæne, viser en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans afsagt torsdag.
I sin indberetning af episoden skriver kampens dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen blandt andet, at Opoku begik en hensynsløs forseelse ved at ramme Uhre i ansigtet, og der ikke var nogen tvivl om forseelsens karakter, da Opoku 'tydeligt kiggede sig over skulderen', inden han strakte sin arm.
Derefter indberetter Kristoffersen, at Opoku skubbede Cappis på struben, hvilket ses som en skærpende omstændighed.
Artiklen fortsætter efter billedet

Vejle er uenig i gult - Cappis initierede situationen
Vejle har også haft mulighed for at redegøre for hændelserne, og klubben fra Nørreskoven er ikke enig i, at Opoku overhovedet skulle have gult kort for forseelsen på Uhre, da den ikke var hensynsløs, ligesom klubben er uenig i, at Kristoffersen kan argumentere med, at Opoku kiggede sig over skulderen.
- Hvis dette skal tælle som bevidst forsæt, kan en spiller aldrig kigge efter en holdkammerat at spille bolden til i fremdrift og samtidigt ved et uheld eller grundet spillestil komme til at ramme en spiller med hånden/underarmen, uden at der skal gives gult, lyder det fra Vejle, der også mener, at atmosfæren på Brøndby Stadion spillede ind.
Vejle skriver desuden, at videomaterialet tydeligt viser, at Cappis er den opsøgende og udfarende part, da: 'han opsøger, skubber og hiver fat i armen på spilleren og efterfølgende bliver skubbet og smider sig, men mirakuløst rejser sig op igen.'
Derudover mener Vejle, at skubbet ikke var efter struben, men i stedet et skub, 'der ramte halsen' på Cappis, ligesom klubben mener, at Cappis burde have fået et gult kort for 'at initiere situationens optrapning'.
Vejle skriver, at Opoku beklager sit skub mod Cappis. Han følte sig dog udsat i situationen, hvor 'Brøndby IF-spilleren opsøger og tager fat i armen på spilleren'. Opoku tilføjer, at han fremover vil gå væk fra en lignende situation.
Disciplinærinstans: Skyldig i voldsom adfærd
Fodboldens Disciplinærinstans har dog altså givet Opoku to yderligere spilledages karantæne.
- Fodboldens Disciplinærinstans finder, på baggrund dommerens indberetning, Tv-optagelser af episoden og Vejle Boldklubs redegørelsen, at spilleren ved sit skub mod Brøndby IF-spilleren gør sig skyldig i voldsom adfærd.
- På denne baggrund vurderer Fodboldens Disciplinærinstans at spilleren skal tildeles en tillægsstraf på 36 karantænepoint, svarende til to spilledages karantæne.
Vejle møder fredag FC Nordsjælland, og siden venter AC Horsens i pokalturneringen og FC København i Superligaen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
Vejle Boldklub
3F Superliga
































