Rasmus Jönssons kontrakt med AaB udløber til sommer, men den svenske kreatør har ikke travlt med at få klarlagt sin fremtid.
Han afslører, at han er i dialog med AaB om en mulig forlængelse, men at der stadig er et stykke til en afklaring.
- Jeg har en rigtig god dialog med sportschef Allan Gaarde og træner Lars Søndergaard omkring min fremtid i AaB, men jeg må slå fast, at jeg ikke stresser over, at min kontrakt løber ud til sommer. Der er fortsat lang tid til, og det er vigtigt for mig at komme godt igang igen her i AaB efter pausen..
- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg trives virkelig godt i AaB, og jeg har hele tiden sagt, at grunden til at kontraktsnakken trækker lidt ud, det har ikke noget med, hvordan jeg har det i AaB at gøre, eller at jeg ikke vil forlænge, siger Jönsson til bold.dk.
Rasmus Jönsson glæder sig over, at være skadesfri og at kunne deltage fuldt ud i AaB’s opstart.
- Det er vældig dejligt at komme igang igen efter en god ferie, og det har været fedt med en halvsæson, hvor jeg ikke har mærket nogle til problemerne i lysken og hoften.
- Det her er min første opstart i flere år, hvor jeg er helt skadesfri, så jeg håber, at det kan være med til at føre mig tilbage på mit topniveau i forårssæsonen. Jeg vil vældig gerne vise, hvad jeg kan, siger Jönsson.
AaB lejede Jönsson i Wolfsburg i sommeren 2013, og året efter købte nordjyderne ham fri af kontrakten med tyskerne.
soren@bold.dk


AaB
3F Superliga





















