2021-05-26 15:10:02

Rasmus Minor træner med i Serie 1-klub

Sundby Boldklub-cheftræner Thomas Karabulut siger til LigaBold.dk, at den tidligere Superliga-spiller Rasmus Minor Petersen er en del af træningerne i Serie 1-klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen

32-årige Rasmus Minor Petersen har oplevet lidt af hvert i løbet af fodboldkarrieren, hvor han blandt andet er noteret for hele 97 kampe for Hobro IK i Superligaen.

I januar meddelte forsvarsspilleren, at karrieren på topplan var forbi, efter et ophold i norsk fodbold, men han holder nu stadig fodbolden ved lige, og det får Serie 1-klubben Sundby Boldklub glæde af.

Cheftræner for Sundby Boldklub Thomas Karabulut siger til LigaBold.dk, at forsvarsspilleren træner med i klubben, og han håber på, at Rasmus Minor Petersen vil hjælpe holdet til næste sæson. 

Han er låst for at spille kampe for mandskabet i resten af denne sæson, da den 32-årige forsvarsspiller har spillet kampe for FC Græsrødderne i foråret.

- Vi har Rasmus' dreng gående ude hos os, og der går forældre og hjælper til derude. Der har vi joket med, at siden han (Rasmus Minor Petersen, red.) kom hjem fra Norge, om han ikke snart skulle i gang. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Sundby BK -Rasmus Minor træner med i Serie 1-klub
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

- Han havde så fået et nyt arbejde som skolelærer, og der var lige nogle ting, som skulle falde på plads der. Så endte han med at være i FC Græsrødderne, og det var der ikke så meget ved, han kom stadig over for at træne, når det passede ind i programmet.

- Efter FC Græsrødderne har trukket sig i forhold til deres turnering, så ved jeg ikke, om han er helt klar til at gå oldboys-vejen derude. Jeg synes jo stadig, at han har et rigtig højt niveau, og han kan stadig bidrage med rigtig meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Til træning har han et rigtig højt niveau, og han er forbløffende god til at være sammen med de unge. Jeg tror, at jeg aldrig har mødt én med det CV, der bare har gået hen for at hilse på alle drengene, og han har taget rigtig godt imod dem fra dag ét af, siger Thomas Karabulut til LigaBold.dk.

Er det planen, at han skal spille for Sundby Boldklub i denne sæson?

- Ja, det er lidt det, som vi håber på. Vi havde lidt joket med, at Kasper Fiskers dreng også går herude, så det kunne være, at vi skulle lave en 'dobbelt-kombi', men det blev så ikke til noget. Jeg håber, at han lige gider at tage en tørn, når hans søn alligevel er herovre, og han bor lige i nærheden.

- Det vil være belejligt for ham lige at holde sig i gang også, for han selvtrænede rigtig meget ovre på vores baner, da han kom hjem fra Norge, hvor vi så fangede ham for at høre, hvad der skulle ske med hans videre karriere. 

- Der var han ikke helt afklaret, men det kan jo også være, at der dukker noget andet og mere interessant op. Det er jo ikke til at sige.

Byder ind med meget

Artiklen fortsætter efter annoncen

Karabulut siger, at Rasmus Minor Petersen giver meget til træningerne, og de unge lærer meget af den erfarne spiller. Hvis han ender med at spille for Sundby Boldklub i næste sæson, vil det betyde meget.

- Det vil give alt, og det kan man blot mærke på hans tilstedeværelse. I forhold til kommunikative, så er det vanvittigt så meget, som han byder ind med. 

- Han arbejder rigtig meget med de unge i forhold til, at der skal mere lyd på i forhold til vores pres og styring af hinanden, og der ligger han i en position, hvor han kan styre det hele og samle, så det er uvurderligt den erfaring, som han har. Han gør det også på en utrolig konstruktiv måde.

Træneren kan mærke, at Sundby Boldklub-spillerne har stor respekt for forsvarsspilleren, og Karabulut fornemmer, at den tidligere Superliga-spiller godt kan lide at være i klubben.

- Det er jo helt uvurderligt. Det giver bare et eller andet, kan man mærke, når han er der, til de unge drenge. Der er en enorm respekt for ham og CV'et, så det betyder rigtig meget. 

- Jeg tror også, at Rasmus (Rasmus Minor Petersen, red.) føler, at det er fedt at være herovre, for der er et vist niveau, det er sjovt, og så er der nogle dygtige drenge at spille sammen med. Jeg tror også, at det har været meget fedt for ham at være en del af, siger Thomas Karabulut til LigaBold.dk.

Sundby Boldklub topper København Serie 1 Pulje 2 med 44 point efter 19 kampe.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
annonce
0