Major League Soccer -Red Bull-dansker er skuffet over sit første år
2019-12-28 13:00:02
Foto: Getty Images

Red Bull-dansker er skuffet over sit første år

Mathias Jørgensen har bundet knude på sin første sæson i New York Red Bulls. Med seks optrædener på førsteholdet, har det været et skuffende første år – han har dog lært en masse.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I februar skiftede nu 19-årige Mathias Jørgensen OB ud med New York Red Bulls, men opholdet i MLS-klubben har budt på flere kampe på andetholdet, end Jørgensen havde regnet med.

Således har den lynhurtige angriber spillet seks kampe for MLS-holdet, mens det i for reserverne i den næstbedste række, USL, er blevet til 22 kampe og 11 kasser.

Mathias Jørgensen er skuffet over, hvad det blev til på førsteholdet, men han er fortsat glad for, at han tog turen over Atlanten, fortæller han til bold.dk.

- Det har været skuffende ikke at spille på førsteholdet. Jeg havde forventet mere. Men det er både skuffende og lærerigt, for jeg er også endnu mere motiveret for at give den en skalle næste år, siger Mathias Jørgensen og uddyber om sit første år:

- Det har først og fremmest været udviklende at stå på egne ben i en ny kultur og stå på egne ben i et helt andet land. På banen har det været udviklende at være i to ligaer (MLS og USL, red.), som begge er meget fysiske, hvor jeg har skulle gøre nogle andre ting end kun at løbe fra andre.

- Det kan jeg nogle gange, men jeg skal også lægge på andre steder, og det er godt for mig som fodboldspiller at udvikle nogle områder, som jeg ikke før var så stærk i.

Den unge angriber fik allerede debut i MLS en måned efter sit skifte og han nåede at få fem kampe i begyndelsen af sæsonen, hvorefter den stod på USL-fodbold med andetholdet for resten af sæsonen.

Trænerne var bange for, at man havde kastet Jørgensen for løverne for tidligt.

- Det har været hårdt at være med andetholdet, og trænerne sagde, det måske var for tidligt, at jeg kom ind at spille med førsteholdet.

- Det kunne jeg ikke svare på, men jeg kunne konstatere, at det var mig, der tog konsekvensen af den beslutning, da jeg var med andetholdet siden, så det har været skuffende. Det er der ingen tvivl om.

Glad for at have taget chancen

Selvom det første år har været en skuffelse målt på mængden af førsteholdsfodbold, så fortryder Jørgensen ikke, at han greb chancen, da den bød sig.

- Jeg er rigtig glad for at have taget min mulighed. Nogle sidder måske derhjemme med muligheder og ved ikke, om de skal tage af sted, siger han og uddyber:

- Jeg har ingen anelse om, hvordan min situation i OB havde været, så jeg er rigtig glad for, at jeg tog chancen, for man kan ikke sige, om det var gået endnu bedre i Odense eller ned ad bakke.

For tiden er Mathias Jørgensen tilbage i Danmark, hvor han kæmper for at holde formen ved lige, da han på grund af forsikringsregler ikke må træne med i danske klubber, som det ellers var planen.

New York Red Bulls mødes igen midt i januar, og til den tid vil Jørgensen have haft ferie i omkring to en halv måned.

Jørgensen holder sig i gang på kunstgræsbanen i sin barndomsklub, men han higer efter at komme tilbage og få vist, hvad han kan.

- Det er godt nok underligt, og jeg prøver at få det bedste ud af det. Men jeg begynder godt nok at være utålmodig.

- Når man føler, at man har været irriteret og skuffet over ikke at få mere tid på førsteholdet, så er man jo skide hamrende sulten, for alle står lige, når vi kommer tilbage – forhåbentligt – og så står den på egen regning derfra.

Fra trænerne i New York Red Bulls har der lydt opmuntrende ord, siger Jørgensen.

- De har givet udtryk for, at jeg starter op på lige fod med de andre næste sæson. De har sagt, jeg nok skal få min chance næste sæson, og det er jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skal få. Men der er heller ingen tvivl om, at jeg ikke har lyst til at spille flere kampe på det andethold der.

- Det har været godt det første år, men der skal ikke være mange flere af dem. Det har jeg sagt til dem.

- Det er ikke så smart som spiller at sætte et krav op i hovedet på dem, men de har været forstående for, at det har været skuffende for mig. Men de siger, de er tilfredse med min udvikling og glæder sig til næste år, hvor de mener, jeg kan blive en vigtig faktor.

Jørgensen skal inden returen til New York en tur til Tyrkiet med det danske U21-landshold på træningslejr.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce