
Da SønderjyskE søndag tabte 0-1 hjemme mod Vejle, foregik det på et særdeles udfordrende underlag, der hurtigt blev pløjet op.
Efter kampen forsøgte Glen Riddersholm at lægge en dæmper på sin utilfredshed med banen, men SønderjyskE-træneren kunne alligevel ikke helt lade være.
- Jeg gider ikke flere kommentarer, for alle kan jo se det. Det er jo ikke arbejdsbetingelser, som man ønsker at give sine medarbejdere. Man kan sige, at under de forhold er jeg tilfreds med det, som holdet leverede.
- Vi spillede efter rammerne, og jeg synes, det var os, der tog initiativet. Det var os, som var det bedste hold, men det er klart, at det første mål i sådan en kamp kan hurtigt blive afgørende, når vi så samtidig selv mangler den sidste effektivitet foran mål.
- Der var også rigtig mange af de muligheder, som vi var i nærheden af, der løb ud i sandet på grund af nogle rigtig svære betingelser, som drengene skulle spille under, siger Glen Riddersholm.
SønderjyskE-træneren roser Wahid Faghir for et flot mål, inden han igen pointerer, hvor ringe banen var.
- Vi lavede en lille fejl på en tilfældig bold frem i banen, hvor vi så også må anerkende, at det var godt sparket ind af Faghir. Når det er sagt, er det svært for mig at være efter mit hold for noget. Alle arbejdede stenhårdt og spillede efter forholdene, men det var desværre tilfældighedernes spil, og det er noget af det værste, man kan stå i som træner. Det var reelt set en gang roulette.
- I de faser af kampen, hvor vi forsøgte at spille, var der, hvor Vejle blev farligst, for det var umuligt at spille under forholdene, siger Glen Riddersholm.
SønderjyskE er nu på sjettepladsen i 3F Superligaen med fire point ned til AaB, som akkurat ligger uden for top seks.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Sønderjyske
3F Superliga




























