






Stamford Bridge dannede onsdag aften ramme om et Champions League-opgør mellem Chelsea og Ajax i tredje runde af ligaspillet.
Hjemmeholdet Chelsea valgte at skifte på hele ti positioner i forhold til seneste sejr over Nottingham Forest, og det gav blandt andre danske Filip Jørgensen en startplads.
Ajax kom til London uden en skadet Kasper Dolberg, mens Anton Gaaei var henvist til bænken. 41-årige Remko Pasveer startede i målet.
Det udviklede sig til en sand målfest, hvor den rutinerede målmand fik travlt.
Bare et kvarter inde i opgøret blev de hollandske gæster reduceret til ti mand som følge af et direkte rødt kort til anfører Kenneth Taylor. Midtbanespilleren stemplede Chelseas Facundo Buonanotte højt på benet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lidt over et minut senere gjorde Chelsea det til 1-0 via en scoring fra Marc Guiu, som helt fri styrede bolden over stregen.
Kort efter fordoblede Moises Caicedo, da han sendte et afrettet langskud i mål til 2-0.
Ajax kom godt en halv time inde i opgøret tilbage, da den tidligere Ajax-spiller Jorrel Hato begik straffespark. Wout Weghorst fik ansvaret for at eksekvere, og han omsatte til 1-2. Filip Jørgensen havde hånden på, men danskeren kunne ikke redde den flade afslutning.
Lige før pausen satte Chelsea igen turbo på. Først blev Enzo Fernandez nedlagt i feltet, og så scorede han på sit straffespark. I første halvlegs tillægstid blev Estevao Willian sendt i græsset og fremtvang et straffespark. Den 18-årige kantspiller fik lagt bolden i hænderne og scorede stensikkert fra pletten.
Dermed gik Chelsea til pause med en 4-1-føring efter en første halvleg med et tidligt rødt kort og tre straffespark.
Total dominans
Chelsea skiftede tre spillere i pausen, hvilket gav plads til blandt andre Tyrique George. Den unge englænder skulle bare bruge to og et halvt minut på at sparke Chelsea på 5-1, da han var først på en bold i Ajax-feltet.
Anden halvleg var stort set spil til ét mål, hvor Chelsea konstant var i angreb.
Ajax havde fuld fokus på at begrænse nederlaget, hvorfor gæsterne stillede sig ned i en kompakt blok foran eget felt.
Der blev ikke scoret yderligere, og derfor vandt Chelsea stensikkert 5-1.
Resultatet betyder, at Chelsea nu er på seks point efter tre kampe i Champions League. Ajax har samlet nul point.
Danske Anton Gaaei blev skiftet ind for Ajax efter 84 minutter.

Hjulmand tæt på Atlético Madrid
Hattrick | Afsnit 141Morten Hjulmand ser ud til at være på vej mod et af de helt store skifter i sin karriere. Det er et spørgsmål om tid før han bytter Lisabon ud med Madrid.
Læs mere
Chelsea
Ajax
Champions League

































