



FC Köln er tilbage i Bundesligaen efter et års fravær, da de mandag med en 4-0-sejr over Greuther Fürth bookede oprykningsbilletten.
Målmand Timo Horn var én af de spillere, der blev i klubben efter nedrykningen, og han var meget rørt efter kampen.
- Det er et specielt øjeblik, især for de spillere som blev her efter nedrykningen. Det betyder rigtig meget for mig at spille fodbold på øverste niveau igen. Vi spillede som et tophold og sendte et signal, siger Horn ifølge Kicker.
Han bakkes op af holdkammerat Marco Höger, der sender en tak til den tidligere trænerstab.
- Det var formentlig rigtigt at skifte retning igen. Det her var præcis det, vi ikke gjorde godt nok under den tidligere trænerstab, som spillede en stor rolle i oprykningen, så tillykke til dem også, siger Höger.
FC Köln skiftede træner for godt en uge siden, da de fyrede Markus Anfang og erstattede ham med U21-træner Andre Pawlak frem til sommer.


FC Köln
Tyskland 2. Bundesliga


































