



20-årige Oscar Hedvall fik søndag debut for sin barndomsklub Silkeborg IF, da klubben mødte FC Roskilde.
Den unge målmand har hidtil været tredjekeeper, men spillede altså fra start i søndagens opgør - og det gjorde han godt.
Han blev således udfordret heftigt i løbet af kampen, men lukkede fint af, og var medvirkende til, at Silkeborg vandt 3-1 - og den unge mand var rørt efter opgøret.
- Det har været en vild dag. Det har været alt, hvad jeg turde drømme om. Der var fantastisk stemning, og det var dejligt med en sejr i første kamp - det var en drøm, der gik i opfyldelse, siger Oscar Hedvall til klubbens hjemmeside.
Den unge keeper tog turen rundt og takkede hele stadion efter opgøret, og hyldesten påvirkede ham.
- Jeg var lige ved at knibe en tåre, da jeg gik rundt. Jeg har selv stået og givet high five til spillerne, da jeg var lille. Det er noget, jeg har set frem til, og jeg er virkelig glad for, at jeg har fået chancen, og at det er gået, som det er gået. Det sætter jeg virkelig pris på, siger han.
Oscar Hedvall var desuden meget tilfreds med både holdets og sin egen præstation.
- Det var lidt hektisk i anden halvleg, men jeg synes, vi løste det fint. Jeg fik også vist nogle redninger, og det er jeg godt tilfreds med. Jeg synes, vi spillede meget bedre rundt om dem i anden halvleg, men vi kan meget mere end det, vi viste i dag, siger han.
Silkeborg konsoliderede sin andenplads i 1. division med søndagens sejr, og da Viborg FF tabte, er der nu kun et point mellem de to tophold.


Silkeborg IF
Betinia Liga
































