17-årige Roony Bardghji tror på sig selv.
I et interview med Fotbollskanalen fortæller svenskeren, at han vil være verdens bedste fodboldspiller og ikke ser noget, der står i vejen for det, og at Real Madrid kan hjælpe med at opnå drømmen.
Roony kommer også ind på sin forlængelse med FC København, som faldt på plads for nylig.
- Alt føltes rigtigt for mig. Det var en lang proces, hvor nogle ting skulle godkendes fra begge sider, men jeg ville blive i FCK et stykke tid endnu for at kunne udvikle mig så meget som muligt for senere at kunne være klar til at tage et endnu bedre skridt.
- Jeg har haft gode snakke med træneren. Han tror meget på mig, og klubben vil gøre sit bedste for at udvikle mig så meget som muligt, så man kan sælge mig, og jeg kan tage næste skridt. Til sidst har jeg spillet meget, og det har også været et plus, siger Roony Bardghji til Fotbollskanalen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han mærker også interesse fra større ligaer.
- Jeg får ikke alt at vide fra mine forældre og min agent. Jeg er nødt til at fokusere på at spille, men selvfølgelig ved jeg en del, som er interesseret. Der er blandt andet klubber i Premier League og La Liga, som viser interesse. Det er fedt og et tegn på, at man gør noget godt, siger Roony Bardghji.
FC København forlængede kontrakten med den svenske juvel til udgangen af 2025.