FC Københavns guldfugl er blevet sat i forbindelse med alverdens storklubber de seneste måneder.
For efter scoringer i Superligaen og ikke mindst et yderst vigtigt mål mod Manchester United i Champions League er interessen for Roony Bardghji tilsyneladende eksploderet.
Selv lægger den 18-årige svensker ikke skjul på, at han er klar til at tage det næste skridt.
For ham er spørgsmålet mere, om det skal ske allerede i dette transfervindue eller i et af de kommende.
- Jeg føler mig klar, men hvornår det skal være - om det er nu eller senere - ved jeg ikke. Lige nu fokuserer jeg på at komme i topform og spille fodbold. Så må vi se, hvad der sker, siger Bardghji til den skrevne presse.
Følger med i rygterne
På det seneste er klubber som Chelsea og FC Barcelona blevet meldt interesseret i FCK's teenager, og skriverierne er heller ikke gået hans egen næse forbi.
- Det er en drøm. Det er altid dejligt at høre om sådan noget, for det betyder, at man gør det godt. Men jeg prøver ikke at tænke for meget på det.
Han erkender dog, at det ikke er hverdagskost at læse sit navn i samme sætning som nogle af verdens største klubber.
- Det er specielt. Men det er ikke noget, der stresser mig. Jeg tager bare det positive i det og ser det som motivation. Det betyder, at jeg skal fortsætte, som jeg gør og selvfølgelig forsøge at gøre det endnu bedre.
Sigter mod top 5
Roony Bardghji fortæller videre, at han også har snakket med sin agent om de mange rygter, men at der på nuværende tidspunkt ikke er noget konkret at forholde sig til.
Den unge svensker ved derfor heller ikke, hvor han kunne ende, men han er ikke selv i tvivl om, hvilket niveau han sigter efter.
- En top fem-liga. Det er stort at spille i dem. Det er en af dem, jeg vil spille i, svarer han prompte.
Bardghji har på nuværende tidspunkt to år tilbage af sin kontrakt, men på nuværende tidspunkt er der ikke snak om nogen forlængelse.
I stedet trækker det op til, at han skal sælges inden da.
- Det er svært at svare på. Det er heller ikke noget, jeg tænker på, siger Roony Bardghji om en potentiel kontraktforlængelse i FCK.
- Der har ikke været nogen dialog, men jeg er her for at udvikle mig, så det er vel planen for begge parter, at jeg skal fortsætte med at udvikle mig og på et tidspunkt sælges, men det tænker jeg ikke på nu.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga




























