Casper Tengstedt er ikke længere Rosenborg-spiller, efter han onsdag aften er blevet præsenteret i Benfica.
Prisen på handlen er ikke offentliggjort endnu, men som det tidligere har været fremme, lader det til at indbringe den norske klub en anseelig sum penge.
Derfor er sportsdirektør, Micke Dorsin, da heller ikke sen til at kalde aftalen for historisk.
- Det er en historisk aftale for Rosenborg, men samtidig trist at miste en så god spiller, udtaler Dorsin til Rosenborgs hjemmeside og fortsætter.
- Men når den sportslige pakke for Casper og den økonomiske pakke for os er så god, så var det en simpel afgørelse.
Selve processen har også gået yderst hurtigt, fortæller Dorsin videre.
- Processen har gået ganske hurtigt. Men det har været en fin og intens forhandling. Vi har været i gang med det i en lille stund, og det har fungereret godt for begge parter.
Salget mener Dorsin også viser, hvordan Rosenborg anses ude i Europa.
- Casper er fantastisk, men det viser også, hvad Rosenborg er. Vi har stadig et ekstremt godt rygte i Europa blandt klubberne. Det viser, at hvis du får succes i Rosenborg, så har du gode muligheder.
Tengstedt nåede at være i Rosenborg siden august og bidrog med 15 mål og ni oplæg i blot 14 optrædener.


Benfica
Rosenborg
Norge Eliteserien
Primeira Liga
































