Fans af Rosenborg BK viser stor opbakning og har oprettet en indsamling for at sikre sig danske Amin Chiakha permanent.
Amin Chiakha har taget fansene med storm og har formået at score syv mål i de 15 kampe, som han har spillet for klubben.
Lige nu er 20-årige Amin Chiakha udlånt fra FC København, men fansene af den norske klub ønsker at beholde ham.
Købsoptionen er angiveligt lige under fire millioner euro, hvilket er er lidt under 30 millioner danske kroner.
Det står klart, at fansene ikke ønsker at økonomien skal stå i vejen for, at Amin Chiakha fortsat skal være iført hvidt og sort.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Kassen hos Brakka (klubhuset, red.) er måske tom lige nu, men fanhjertet er, som vi ved, bundløst! Vi kan ikke lade økonomi stå i vejen for at sikre denne klasseangriber permanent, står der i teksten til indsamlingen.
- Alle donationer går til velgørenhed - uanset om du bidrager med en 50-krone, en 100-krone eller værdien af en kampbillet, hjælper du os med at sende et klart signal om, at vi gerne vil se Chiakha i hvidt og sort i lang tid fremover.
Chiakha fortalte til Bold tilbage i januar, at han er åben for et permanent skifte til Trondheim-klubben.
- Jeg har sagt ja til købsoptionen af en grund. Hvis det ender med at gå godt heroppe, og jeg personligt gør det godt, så må vi se til den tid, hvad der skal ske, sagde han til Bold.
I skrivende stund har indsamlingen været aktiv i nogle timer, og det indsamlede beløb er aktuelt på lidt over 50.000 norske kroner.

FC København
Rosenborg
Norge Eliteserien






































